Den anden verden

De femtenårige tvillingesøstre Sara (Caroline Vedel) og Anna (Fanny Bornedal) er vokset op på børneteatret Det Gyldne Teater, hvor deres mor Rikke (Christine Albeck Børge) er leder og instruktør. Teatret blev i sin tid åbnet af deres far, men han døde for tolv år siden, og pigerne kan ikke huske ham.

Det kan Rikke til gengæld.

Hun ser ham for sig i levende live og snakker med ham om alt fra døtrenes liv til teatrets overlevelse. Hele tiden bekræfter han hende i, at hvad hun gør, er rigtigt.

Sara er teatrets stjerneskuespiller og har hovedrollen i en ny opsætning om Snehvide. Hun forelsker sig i stykkets prins, den søde Janus (Jacob Ottensten), der dog allerede har en kæreste.

Anna har sceneskræk, så hun er sufflør og har en finger med i alt, hvad der foregår på teatret af manuskriptkonsultation, scenografi og planlægning – og så er hun bindeleddet mellem moren og søsteren Sara. For Sara er teenagerebelsk, og hendes voldsomme følelser løber af med hende hele tiden, når moren bare er dum og kerer sig mere om teatret end om hende.

Da Sara har et af sine surmule-anfald, glider hun på en stenbro, besvimer og forsvinder ind i en anden verden.

Den er dog velkendt, for den er befolket af Den Lille Rødhætte, De syv små dværge og mange flere kendinge fra Brødrene Grimms eventyr. Også en smuk prins, som den kærlighedshungrende unge dame hurtigt falder for.

I seriens seks første afsnit ryger Sara frem og tilbage mellem de to universer.

Begge verdener er stemningsfulde og flotte, og der er mange smukke scener. I regnen skøjter Sara ensomt rundt på isen i slowmotion, mens smuk klavermusik spiller i baggrunden.

Teatret er en spændende kulisse med masser af børn i fantasifulde kostumer og originaler som den generte scenetekniker Pede (Joel Hyrland), den kreative altmuligmand Philip (Lars Brygmann) og den kyniske Sonja (Elsebeth Steentoft).

Florlette, gyldne filtre gennemstrømmer eventyrverdenen, hvis dværge er festligt iklædt dørslagshatte og drag-kostumer i en kaotisk pærevælling.

Caroline Vedel kæmper som Sara med manuskriptforfatterne Nikolaj Scherfig og Bo hr. Hansens replikker, der er forcerede og sært betonede. Rikke insisterer på, at publikum skal kunne tro på skuespillernes følelser, men der er ikke gnist nok mellem dem til at antænde et kalenderlys, hverken på eller uden for scenen.

Til gengæld er Fanny Bornedals Anna legende naturlig. Hendes følsomme mimik udtrykker en moden sorg over at blive overset af moren, der er mest optaget af Sara.

Sofie Gråbøl er historiens heks, og hun taler med sit spejl – en nøgen Nicolas Bro i sølvfarvet kropsmaling! – med masser af vanvid lurende under overfladen.

Alligevel er det lettere forvirrende, når dronningen raser, da Spejlet fortæller hende, at Snehvide er vendt tilbage. Hvis historien gentager sig, hvorfor stoler hun så på, at den lever og lunge, som jægeren tilbereder til hende, er Snehvides?

I den virkelige verden afviser Sara et æble, som en ældre dame tilbyder hende, og på den måde omfavner og afviser man de velkendte eventyr. Og hvor er det dog herligt, at en pige med bøjle på tænderne uden videre omtales som den smukkeste i landet.

Bortset fra, at serien foregår i december, er der ikke meget jul i Den anden verden – bortset fra, at pengemanden Søren (Dan Zahle) gerne vil have en masse nisser med i teaterstykket. Og det er dejligt, for det understreger følelsen af, at det er en ungdomsserie mere end en julekalender.

Der mangler dog en tydelig udfordring.

I julekalendere er der altid et problem, der skal løses i løbet af seriens 24 afsnit. Men her er det ikke tydeligt, hvad problemet egentlig er. Kommer teatret i økonomisk knibe? glad? Skal Anna komme sig over sin sceneskræk? Skal Sara have en kæreste, eller skal hun have styr på noget i eventyrlandet?

Det vil tiden vise – og man har trods alt lyst til at se videre.