Den blå kaftan åbner med et nær-billede af en mandehånd, der nænsomt stryger hen over et blåt klæde af satin eller silke. Stoffet er ikke skåret til, men endnu jomfrueligt, blankt, kongeblåt.
Det venter på at give form til en kaftan. Det er et tøjstykke, som engang var forbeholdt royale mænd, men som i dag også bæres af kvinder ved særlige lejligheder.
Hånden tilhører skrædderen Halim, der i den marokkanske by Salé syr kaftaner med gammeldags omhu. Det giver et smukt resultat, men tager tid og koster penge.
Kunderne vil gerne have hans varer, men de prutter om prisen og spørger, hvorfor han ikke kan gøre det hurtigere og sy på maskine?
Kvalitet tager tid, siger hans kone Mina, der bestyrer det lille værksted. Halims håndværk er unikt, og hun tilbyder de nærige kunder deres forskud tilbage, hvis det skal være på den måde.
Kvinderne beundrer guldsnorene, der er håndlavede og omhyggeligt syet i brokademønster med bittesmå sting. Halims nye kaftan vil blive et kunstværk, der kan gå i arv i generationer.
Han har lært håndværket af sin far, men det midaldrende ægtepar har ingen børn, der kan overtage det lille værksted.
Der er travlt i butikken, Halim kan ikke følge med, og alle tidligere assistenter har sagt op, fordi arbejdet er dårligt betalt.
Men en dag dukker unge Youssef op.
Ligesom Halim er Youssef betaget af skønheden i håndværket. Han snor guldtråde med en ten og sover i butikken, så han kan arbejde sent og starte tidligt. Youssef er ligeglad med den dårlige løn, for ligesom Halim er han passioneret æstetiker. Og ligesom Halim er han homoseksuel.
Den blå kaftan dyrker universelle temaer som skønhed og håndværk og mest af alt kærligheden.
Den mærker man tydeligt hos ægteparret, der har været sammen længe. Men hvad gør man med begæret, der også driver et menneske?
En nat vækker Mina sin mand, der ligger med ryggen til hende. Hun trænger sig på, ønsker kødelig kontakt. Det er en stærk og udfordrende scene, hvor vi ser Halims skam over ikke at kunne gengælde hendes lyst.
I stedet tilfredsstiller han modvilligt sin liderlighed i badstuen, hvor han kan betale for et privat omklædningsrum og have anonym sex med andre mænd.
Umiddelbart synes Mina skrap, når hun vrisser ad de nærige kunder og i sin jalousi endda beskylder Youssef for at stjæle. Men hun beskytter også Halim, der er den skrøbelige af de to, indtil hun bliver syg og må lade sin mand være alene med Youssef.
Filmens intime drama udspiller sig i små rum.
Det lille skrædderi, hvor Halim viser Youssef, hvordan man skal holde stoffet, når man klipper. Hjemmet, hvor Mina bliver sengeliggende. Og badstuen fuld af damp og kød og sved.
Ayoub Missioui er smuk og forførende som den unge Youssef, der er en lidt ensidig karakter. Han er der, så manuskriptforfatter og instruktør Maryam Touzani sammen med sine to hovedroller kan udforske kærlighedens væsen.
Lubna Azabal, der er kendt for titelrollen i Denis Villeneuves Nawals hemmelighed, er intens og fremragende som Mina. Hun virker besat af at kræve respekt for sin mands håndværk, mens han ydmygt dukker nakken.
Saleh Bakri er lige så overbevisende i sin fremstilling af Halim som et fintfølende, men også svagt menneske, der er bange for at træde i karakter.
Skrædderens håndværk bliver en metafor for et begær, der helst skal tilfredsstilles med det samme. Men livet består af både lyst og kærlighed, og det er i sig selv et håndværk, det tager tid at lære.
Den blå kaftan er Touzanis anden spillefilm, og den giver løfte om en spændende karriere.
Med et sanseligt filmsprog og et etisk engagement, der bryder med mainstream, leverer hun noget så sjældent som en arabisksproget queer-historie, der er både troværdig og opløftende.
