Den dag på stranden

I 2007 udgav den engelske forfatter Ian McEwan kortromanen Ved Chesil Beach, der samme år blev indstillet til den noble Bookerpris.

Historien om to stille eksistenser på en strand på deres fatale bryllupsnat lagde sig markant ind i forfatterskabets tematik om skødesløse og spontane, men også samspilsramte mennesker, som fortæller hinanden ind i historier, der både er farlige for nuet og frygtelige for fremtiden.

Vi følger to unge, tilsyneladende ligesindede og veltilpassede akademikere. Edward er historiker med forfatterdrømme og kommer fra et bohemeagtigt hjem, hvor moren går nøgen rundt i haven. Florence er klassisk violinist fra et langt mere borgerligt hjem, med klaver og en husfar, der var for fjern og måske også for tæt.

De indleder en tilsyneladende forelsket, men frigid kærlighedsaffære i de tidlige 60’ere før frivole Beatles, swingende London og rockmusikkens ungdomsoprør. Dengang briter var bigotte og victorianske i deres syn på sex.

Uden at røbe for meget går det hele grueligt galt på bryllupsnatten på badehotellet, hvor maskulin slagfærdighed dræbes af kvindelig kropsangst. Begge er jomfruer, han skjult, hun indrømmet.

Men tabet af begges uskyld tager en anderledes determinerende drejning end blot erotisk famlen og seksuel begyndervanskelighed. Et nyslået ægteskab går i stykker.

Debuterende instruktør Dominic Cooke har en stor teaterkarriere bag sig, og han iscenesætter fermt forfatterens eget manuskript til Den dag på stranden. Dårlig dansk titel, da vendepunktet sker i sommernatten.

Man har ændret væsentlige aspekter fra roman til film, og det er på mange måder til det bedre.

Periodeportrættet er skåret ind til fine, strejfende antydninger og sigende skitser af epokens sæder og skikke, hvor fokus er langt mere psykologisk rettet ind på de to personers forskelligartede og afmagtsfulde kærlighedsopfattelse: mandens brunstige her-og-nu-passion ved endelig at kunne røre hende intimt sat over for den fragile kvindes angst for samlejet.

Sex er i hendes verden ledt på vej af den tids sterile pamfletter om elskovsakten og unge kvinder, et truende ritual styret af svulmelegemer og kropssafter.

Fabelagtige Saoirse Ronan, som både kan spille gammelklog ingenue og intrigant løgner, levendegør den lunefulde og kloge Florence, som ikke vil falde til føje, som man(d) behager og begærer. En egensindighed, der leder tankerne hen på hendes gennembrudsrolle i McEwan-filmatiseringen Soning.

Edward, spillet af en fremragende Billy Howle, er den sympatiske og spontane gut, som lades tilbage på stranden med kronisk spleen og skuffelse.

Den menneskenære misere er fortalt med en douce og impressionistisk instruktion, som skinner i små, iscenesatte detaljer og forfriskende fortæller sin tragedie mere som intimteater end som Hollywood. Hendes traumatiske uskyld er manipuleret af omstændigheder, vi kun ser i glimt, og bliver skyldig i ægtemandens rodløshed og smerte.

Men også i en dobbeltmoralsk livsløgn, der får hende til at forråde sit livs kærlighed.

Parrets trøstesløse affære er rammet ind af gode britiske karakterskuespillere, såsom Emily Watson, Samuel West og Anne-Marie Duff. De to førstnævnte som Florences strikte borgerlige forældre, sidstnævnte som Edwards herlige mor, der er skørt forelsket i den store malerkunst.

Filmens handling udspilles på stranden i 1962 med flashbacks til før brylluppet, så frem til 1975 og til slutningen i 2007. Ikke til soning, endsige forsoning, men til en besk afsløring, der skaber endnu en interessant ring i historiens mudrede vande.

Den dag ved stranden er egentlig uhyre gammeldags fortalt, men også hjertegribende serveret med stænk af bittersød britisk bagklogskab.