Den danske pige

2015 var året, hvor transkønnede blev mere synlige, end de har været før. Mest omtalt blev Caitlyn Jenner, den tidligere olympiske guldmedaljevinder Bruce Jenner, der sprang ud som kvinde.

Det er myldret frem med transkønnede i tv-serier som Orange Is the New Black, Sense8 og den mesterlige Transparent og i film som Tangerine og 52 Tuesdays foruden flere dokumentarer.

De fleste, som er personligt berørt af transidentitet, glæder sig over, at emnet bliver udforsket så vidt og bredt. Selv om ikke alle film er lige gode eller interessante, skaber de en positiv opmærksomhed, som samtidig giver grobund for bredere forståelse hos cis-samfundet (personer, som ikke er trans).

Med det for øje kunne man vælge at se positivt på Den danske pige, et overdådigt og gabende kedsommeligt bidrag. Filmen handler om Lili Elbe (1882-1931), en af de første, der fik en kønsskifteoperation, men alligevel føles det, som om filmen bare vil være en del af moden.

Den er proppet med klichéfyldte forestillinger om transkønnede. Andre film og tv-serier har allerede været dér – og de har både gjort det mere diskret og udfordrende.

Endnu hårdere ville det være at kalde Den danske pige ”trans-light”, da den ret åbenlyst er lavet med henblik på at vinde priser med sin høflighed, som for alt i verden ikke vil skræmme cis-tilskuerne væk.

Titlen kan både henvise til Lili, der kommer ud af sin mandlige skal ”Einar Wegener” (Eddie Redmayne), eller Einars kone Gerda (Alicia Vikander), for hendes fortælling fylder næsten lige så meget på lærredet. Vi møder dem i slutningen af 1910’erne, hvor de er et lykkeligt bohemepar fra København. De lever af deres kunst. Einar er landskabsmaler, og Gerda laver mere kommercielt illustrationsarbejde, selv om hun længes efter at blive anerkendt for sine portrætter.

Da en af Gerdas veninder glemmer en aftale om at være model, overtaler hun Einar til at iføre sig strømper og silkeundertøj, hvorved hun åbenbart fremmaner den kvindelige identitet, Einar har holdt skjult i årevis. Snart er Lili ”født”. Inden længe går hun ud offentligt, fester iført kjole og paryk og bliver tiltrukket af mænd som Henrik (Ben Whishaw).

Noget af det mest interessante er en dans, hvor der leges med, hvorvidt Henrik kender Lilis sande køn eller ej. Det er gedigent manuskriptarbejde af Lucinda Coxon.

Gerdas malerier af Lili sætter ild under hendes karriere, og de flytter til Paris. Men deres ægteskab skal genopbygges, da de begge skal komme overens med Lilis opståen og Einars forsvinden.

Redmayne har allerede bevist sin evne udi fysisk krævende roller, nemlig i den Oscar-vindende præstation som Stephen Hawking i Teorien om alting. Og han er imponerende dygtig til at antyde de mange lag i Einar/Lili.

Altid vidunderlige Vikander formår også at vise Gerdas smerte. Hun kæmper med kærlighed, følelsen af at blive afvist og jalousi på én gang. På trods af det – måske grundet Tom Hoopers tunge instruktion eller fejlslag i manuskriptet – føles filmen slatten, tør og kønsløs. Det er heller ikke overraskende, at den leger titte-bøh med de kønsorganer, som Lili/Einar går så meget op i. Billeder af hans penis er begrænset til meget korte glimt.

Måske er det forkert at dømme filmen på baggrund af andre værker om transkønnede.

Men tages det ud af ligningen, er Den danske pige stadig kun et behageligt smukt kostumedrama, der er lækkert fotograferet af Danny Cohen. Ligesom Tom Hoopers tidligere værker Les Misérables, Kongens store tale og miniserien John Adams (sidstnævnte stadig hans bedste) er den rendyrket britisk. Faktisk føles filmen mest som et såkaldt britisk kvalitetsdrama.

Den danske pige er en lille smule litterær, lidt kunstnerisk, men – for at citere Oscar Wilde – ikke noget, der vil skræmme nogen heste.