Den eventyrlige park

Ikke siden starten af Up, hvor opsummeringen af Carl og Ellies liv sammen fik alles hjerter til at briste, har der været en mere lige på og tårevædet begyndelse på en familiefilm. 

Vi følger den seje og fantasifulde pige June, der sammen med sin lige så fantasifulde mor har bygget en fantasipark i hjemmet. 

Fantasiparken ligner noget, der er taget ud af Michael Jacksons Neverland. Hjemmet er ikke et sted, hvor man skal huske at tørre skoene af, inden man kommer indenfor. Her er reglerne, at der ingen regler er, og June forvandler trapperne og vægge til kulisser for sine vilde hjernespind. 

Men livet ændrer sig på et splitsekund for den lille familie, da Junes mor bliver ramt af en ubeskrevet, men modbydelig sygdom. Hun rejser væk for at blive rask og efterlader June og hendes far alene. 

Den fantasifulde leg bliver erstattet af en ny, ubønhørlig følelse af gruopvækkende voksenhed. June glemmer langsomt sit legeland, men bliver en dag revet tilbage til det og opdager, at hvis hun ikke gør noget, vil hendes eventyrlige park og alle dets beboere blive overtaget af mørket. 

At balancere mellem de barske øjeblikke og det søde familieliv kommer aldrig rigtigt til at fungere i Den eventyrlige park. I alt det sukrede og forudsigelige vækker de alvorlige øjeblikke én, men holdet bag filmen bruger blot alvoren som et instrument til at gå fra en scene til en anden i stedet for at søge ned i et dybere følelsesniveau. 

Filmholdet har modet til at tage alvorlige emner op, men ikke til at give dem ben at gå på. Alvoren er som en ond bi, der følger efter den søde candyfloss. 

Så når vores små helte bliver forfulgt af zombiebamser (som faktisk er skræmmende), eller når det onde ”mørke” ser ud til at vinde over Parken, bliver man ikke grebet af gru, som det ellers er tilfældet med mange lignende familiefilm. 

Mørket er repræsenteret af en kæmpe sky, der truende svæver over June og hendes venner. Uden for Parken er det morens sygdom, og meningen med mørket er, at vi er nødt til at have mørke for at værdsætte lyset i livet. 

Allegorien falder dog til jorden, når filmen så at sige ikke tager sin alvor alvorligt.

Humoren er til gengæld velfungerende. En eminent rutsjebanescene vil både vække latter og give folk svedige hænder. 

Den eventyrlige park er et overflødighedshorn af farver og glitter, som store og små vil kunne lide. Man kan ikke lade være med at føle sig suget op lærredet, og øjnene har hele tiden noget nyt at kigge på. Nogle voksne vil nok alligevel kede sig en smule undervejs, men man må give filmholdet, at der er fuld skrue på alle farvepatroner. 

Nickelodeon Movies står bag Den eventyrlige park, som er noget så udsædvanligt som en film uden en krediteret instruktør. 

Det var faktisk den tidligere Pixar-animator Dylan Brown, der sad i instruktørstolen helt frem til januar 2018. Men ifølge The Hollywood Reporter blev han fyret på grund af klager over ”upassende og uønsket opførsel”, og da filmen var næsten færdig, valgte man ikke at kreditere en instruktør. 

Hovedkræfterne bag filmen er makkerparret Josh Appelbaum og André Nemec, der både har produceret og skrevet historien. De har arbejdet i filmbranchen i mange år, blandt andet med Teenage Mutant Ninja Turtles, men det er første gang, at de prøver kræfter med en animationsfilm. 

De har fortalt, at deres egen fantasi nærmest kom til live ved udviklingen af Den eventyrlige park, og at de med glæde opfordrede alle ansatte til at byde ind med input. 

Det mærkes! 

Filmen er som en lang serie af sceneskift med talrige indfald og sidespring i forhold til hovedhandlingen. Så når filmen er slut, føler man sig en smule rundtosset.