Den falske caster

Mor og far er ikke hjemme. Lyskæder pynter på værelsets vægge sammen med billeder af veninderne. Gardinerne er trukket for.

Den kvindelige caster i hjørnet af computerskærmen beder dig gøre klar til den hemmelige udfordring. Du har viklet et håndklæde omkring livet, og selv om det føles forkert, gør du alligevel, hvad du for besked på.

Du lader håndklædet falde. Og stønner. ”Vildere,” skriver hun i chatten.

Kort efter videoopkaldet kontakter du selvmordslinjen.

Den falske caster starter som et skrækindjagende forældremareridt, men hæver sig i løbet af tre afsnit til et vigtigt public service-produkt, alle unge kvinder bør se.

DR-serien optrevler en forbrydelse mod piger med skuespillerdrømme, der blev kontaktet af en svindler. Gerningsmanden, som i dag er i politiets varetægt, udgav sig for at være en kvindelig caster for at udnytte pigerne.

Ved hjælp af stemme- og videomanipulation, stjålne identiteter og et udførligt og langvarigt maskespil over mail lykkedes det svindleren at få pigerne til at gøre præcis, hvad han bad dem om foran skærmen.

En anonym kvinde fortæller grædefærdigt, at hun efter oplevelsen var i kontakt med selvmordslinjen.

Psykolog Kuno Sørensen fra Red Barnet maner victim blaming i jorden. Han forklarer, hvordan grooming – tillidsopbygning – foregår med udgangspunkt i beskederne mellem ofrene og gerningsmanden.

Den slags ting kan ske for enhver, fordi gerningsmænd ofte er mennesker, der ellers er til at stole på.

Lektor i rets-lingvistik, Tanya Karoli Christensen, fortæller, hvordan det umærkelige skift mellem personligt og formelt sprog i mails fra svindleren lokker de unge piger til at opbygge et tillidsforhold til casteren som en person med autoritet.

Samtidig forklarer DR-journalist Frederik Hugo Ledegaard, hvordan svindleren ved hjælp af forholdsvis simpel teknologi gør sin stemme kvindelig og skjuler sin mailadresse, så han bliver umulig for politiet at spore. Alligevel er det overraskende nemt for DR-journalisten at opspore den mistænktes navn.

Den falske caster lærer seerne, hvordan teknologi og psykologi kan udnyttes til at bedrive manipulation.

Desværre starter serien kvalmt dobbeltmoralsk. Den udpensler, hvordan pigerne simulerer blowjob med en banan eller lader, som om de får en orgasme foran kameraet.

I rekonstruktioner ser man en ung, sløret kvinde slænge sig på en seng foran et kamera iført et håndklæde, mens en fortællerstemme i detaljer genfortæller det stærkt pornografiske manuskript, som pigerne blev instrueret i at spille.

Rigtigt træls bliver det ved præsentationen af de sårbare ofre. Pigerne ligger i en seng, kører fingrene gennem håret, snor sig op ad vindueskarme eller retter på tøj, mens de ser ned ad sig selv i et figurspejl.

Det er bare for dumt, at DR seksualiserer de kvinder, som serien tilsyneladende vil tage i forsvar.

På internettet findes der massevis af mænd, som ikke regner kvinder for noget. Den fremragende tjekkiske dokumentar Caught in the Net viser, hvordan mere end 2400 mænd i løbet af ti dage formår at kontakte tre skuespillere, som udgiver sig for at være tolv år gamle.

Den falske caster fokuserer på det enkelte tilfælde, og serien kan udmærket tjene som en advarsel til unge kvinder.

Den mangler dog en beskrivelse af en internetkultur, hvor kvinder og deres seksualitet udstilles. Men i tredje afsnit er det interessant at få gerningsmandens lange tilståelse i en mail.

Han betragter sig selv som en afhængig, syg stakkel, men det gennemskuer kvinderne hurtigt som ynk. Der er tydeligvis tale om reflekterede mennesker, der forstår og kan sætte ord på komplekse situationer.

At den slags kvinder kan blive narret, siger noget om, hvor farlige de klamme mænd er på internettet. Så lad os én gang for alle få gjort op med den tankegang, at det er okay at være anonym på internettet!