Den gode dinosaur

2015 var året, hvor animationsgiganterne fra Pixar for første gang udsendte to film i samme kalenderår. Mens Oscar-håbet Inderst inde var en forrygende triumf, er Den gode dinosaur, der nu får dansk biografpræmiere,desværre noget af en fuser.

En familie af apatosaurere lever i en verden, der ikke blev udslettet af kæmpekometen, og fører en stille tilværelse som bønder på en gård. De har lært at bruge redskaber, de bor i huse og dyrker majs, som de gemmer i en silo, mens menneskene er umælende vilddyr, der lever af at stjæle dinosaurernes afgrøder.

Her bliver Arlo (Lucas Lomholt Eriksen) født som den mindste af tre søskende. Arlos forældre, bror og søster er kernesunde og arbejdsomme, men han er selv en svagelig bangebuks, der ikke engang magter at fodre familiens høns af bar frygt.

Den gode dinosaur er en klassisk coming of age-historie om den undertippede hovedperson, der gennem store omvæltninger og udfordringer lærer at se frygten i øjnene og vokse som person.

Arlos far Henrik (Michael Hasselflug) drukner, og Arlo bliver skyllet langt væk hjemmefra i en voldsom flod, da de er på jagt efter det majsstjælende menneskebarn Tot (Jack Bright). Uden sin far må bangebuksen Arlo alliere sig med modige Tot for at finde hjem til sin familie igen.

Det kunne have været spændende og rørende, men selv om Den gode dinosaur tvinger en tåre og et smil frem med vanlig Pixar-præcision, bliver man aldrig for alvor engageret i historien og karaktererne.

Mens den vattede Arlo er småirriterende, er menneskeungen Tot filmens komiske motor. Han siger ikke noget, og det er faktisk en kvalitet. Det fremhæver hans helt instinktprægede og meget fysiske komik, når han render rundt og snarere opfører sig som hund end menneske.

Mest mindeværdigt er scenen, hvor de to bliver fulde af at æde rådne fugter. Her tillader filmen sig at skeje ud, men desværre tager hele optrinnet ikke mere end ti-tolv sekunder.

Den gode dinosaur former sig som et slags forhistorisk roadtrip, hvor det umage makkerpar må slås med både voldsomt vejr og ondskabsfulde skurke. Men der er ikke så meget som én overraskende scene, ikke et eneste uforudsigeligt plottwist i Den gode dinosaur.

Til gengæld skaber instruktørdebutanten Peter Sohn og hans animatorhold suverænt smukke billeder. Den gode dinosaur er blandt Pixars allerdyreste produktioner – og det kan man se. Mens dinosaurerne er lidt for pussenussede, er filmens nordvestamerikanske landskaber simpelthen så fejende flotte, at man i et splitsekund tænker: Er det animation?

Flodernes brusen, de vilde storme og det bragende tordenvejr er frygtindgydende livagtige, og de glidende udsigter over dybe dale og vide sletter med bølgende græs er noget af det mest overlegne animation, jeg længe har set.

Derfor er det også ekstra ærgerligt, at filmen ikke vil mere. Den gode dinosaur er tilfreds med en helt traditionel historie, der oven i købet er fortalt uden megen konsekvens. Filmen bygger på et hvad-nu-hvis, men dinosaurernes civilisatoriske opgradering har ingen betydning for den centrale fortælling om Arlos dannelsesrejse.

På samme måde bliver Arlos rolle i farens død kun halvhjertet udfoldet i filmen, der helt og holdent forlader sig på den visuelle overflod.