Den gode hustru

Skuespilleren Juliette Binoche har været en fast bestanddel af fransk film siden begyndelsen af 1980’erne. Hun slog for alvor sit navn fast i Leos Carax’ De elskende fra Pont Neuf og Kieslowskis farve-trilogi Blå, Hvid og Rød.

Primært har hun haft dramatiske roller, men i Den gode hustru får hun mulighed for at spille med komedie-musklerne.

Binoche spiller Paulette Van Der Beck, der driver en husholdningsskole sammen med sin mand (som patetisk kigger lystent efter skolens unge piger), svigerinden og en nonne, som er overraskende god til at håndtere skydevåben, når hun skal holde styre på de unge kvinder.

Året er 1968.

Studenteroprøret i Paris og utilfredsheden med det forstokkede, patriarkalske samfund lurer lige rundt om hjørnet.

Da manden dør, efterlader han Paulette og stedet i gæld. Men måske er det lige præcis, hvad hun har brug for, så hun kan sparke nyt liv i sin tilværelse i Alsace i det nordøstlige Frankrig.

Tonen er let og venligt satirisk trods de alvorlige emner, handlingen kredser om. Gang på gang finder instruktør og medmanuskriptforfatter Martin Provost på komiske, men også foruroligende situationer, hvor datidens syn på kvindens evner og plads i verden bliver italesat.

”Vi må håbe på, at de vil klare modgangen og i den store ulykke finde styrken, så de begge kan overleve i et hjem uden en mand,” siger præsten ved begravelsen med henvisning til Paulette og hendes mands søster.

Også blandt de unge piger på skolen er ambitionen mere end bare at være hustru for en eller anden fyr. Frihedstanker og feminisme spreder sig som ringe i vandet – især hos kvartetten Annie, Albane, Yvette og Corinne.

Det er ikke dem, filmen centreres om. Alligevel får hver især en tilfredsstillende sidehistorie, hvor vi bliver inddraget i de problemer, de bakser med på grund af et snæversynet og reaktionært samfund.

Derfor er det meget sigende, når de efter begravelsen er taget hjem til Annie og sidder og hører radio. Emnet i spørgeprogrammet handler om ikke at blive seksuelt tilfredsstillet i et ægteskab, og den kvindelige vært opfordrer spørgeren til at masturbere, så hun på den måde kan lære sin egen krop at kende.

”Hvad er det?” spørger den lettere naive Yvette. Sex er forbudt og ikke noget man taler højt om – slet ikke, hvis man som Albane og Corinne har fået lidt mere end venskabelige følelser for hinanden.

Den øgede selvbevidsthed og lyst til at bryde med normerne gælder også for Paulette.

I banken, som hendes mand havde stiftet gæld i, arbejder tilfældigvis hendes barndomskæreste André. Han viser sig mere end klar til at hjælpe hende ud af den knibe, den afdøde ægtemand har sat hende i. Og til at genoptage deres romance, som Anden Verdenskrig satte en stopper for.

Deres rendezvous svinger fra ømhed til melodramatisk farce, hvor følelser og holdninger råbes ud, så ingen er i tvivl om, hvad der sker.

Juliette Binoche er dog overbevisende, og hun viser veloplagt Paulettes udvikling fra gammeldags forstander til en moderne kvinde med tiltagende appetit.

Den gode hustru er hele tiden tæt på at være for meget, men et solidt manuskript og stærkt skuespil – især Binoche – redder filmen fra at blive et karikaturagtigt kammerspil.

Revolutionens vinde når hele vejen fra Paris’ gader og ud i provinsen, og ingen kan undgå at blive smittet af forandringen, som vort samfund stadig nyder godt af.

Vive la révolution!