Den grønne cykel

Haifaa al-Mansours debutfilm har en helt usædvanlig forhistorie.

Den grønne cykel er den første saudiarabiske spillefilm instrueret af en kvinde – i et land, hvor kvinder ikke må køre bil eller tale med mænd, de ikke er i familie med.

I Saudi-Arabien er al offentlig filmvisning og biografdrift også forbudt. Ikke desto mindre er filmen støttet økonomisk af den saudiske prins og mangemilliardær Alwaleed bin Talal. Og regimet har tilsyneladende blåstemplet filmen ved at indsende den som landets første officielle Oscar-bidrag i kategorien ”bedste fremmedsprogede film”.

Filmen blev ikke Oscar-nomineret, men giver et fascinerende indblik i en fremmed, kvindefjendsk kultur med en sød og mildt subversiv historie om frihed og om at forfølge sine drømme. Det er et sprængfarligt tema i det stærkt reaktionære islamiske kongedømme.

Wadjda (charmerende spillet af den unge debutant Waad Mohammed) er en elleveårig, rapkæftet og viljestærk drengepige i lilla Converse-sneakers under den mørke klædedragt. Hun drømmer om at købe en grøn cykel hos den lokale cykelforhandler, så hun kan slå sin ven Abdullah i gaderæs.

Eneste problem er bare, at i Saudi-Arabien må piger ikke køre på cykel. ”For så mister man sin mødom og bliver ufrugtbar,” som hendes mor siger.

Cyklen er naturligvis en håndfast og ganske effektiv metafor for fortællingens frihedsbegreb. At cyklen er grøn – poeten Muhammeds farve – er ganske givet et ekstra slag i ansigtet på det religiøse politi.

Wadjda beslutter at skaffe pengene på egen hånd og får en gylden mulighed ved den årlige skolekonkurrence i Koran-oplæsning, som Wadjda delvist også deltager i for at formilde en skrap skolerektor, hun er kommet på kant med.

Moren har sin egne problemer at kæmpe med, da hendes mand overvejer at få sig endnu en kone, der kan give ham en drengesøn. Kvindeundertrykkelsen stikker sit grimme fjæs frem overalt. Moren må ikke færdes alene på gaden, kvinderne lever af mændenes madrester, og Wadjda får tit besked på ikke at danse eller grine for højt.

På paradoksal vis seksualiseres den elleveårige pige i skræmmende grad, når lærerne konstant vrisser til hende, at hun skal passe på sin mødom og sin uskyld. På gaden inviterer en flok håndværkere hende til ”lidt sjov”, da hun en dag ikke har sit niqab-tørklæde på.

Rå og skrabede guerilla-optagelser fra Riyadhs gader, ofte optaget i hemmelighed, tilføjer filmen en autentisk nerve og et udtryk, der minder om 40’ernes neorealistiske film – en stor inspirationskilde for instruktøren (udnævnt til ”nyt talent” i Ekko #63).

Den delvist tysk-producerede Den grønne cykel er også åndsbeslægtet med iranske Abbas Kiarostamis smukke børneklassiker Hvor er min vens hus? (1987) – dog uden at have dennes stilistiske konsekvens, effektive suspense eller følelsesmæssige slagkraft.

Dertil virker Wadjdas forhindringer for små, og konfliktens betændte tråde reddes lidt for let ud.

Men Al-Mansour fortæller, så alle – også børn – kan se med. Og Den grønne cykel imponerer først og fremmest i sin forræderisk tilforladelige afsløring af den komplekse misogyni i det saudiske samfund, oplevet igennem en skøn hovedperson, der har mere pige-power end offer skrevet i panden.

Sympatien ligger hos Wadjda og de andre børn, den nye, uskyldige generation, der endnu ikke er formet af ældgamle dogmer og religiøse traditioner.