Den gyldne jord

Den gyldne jord er så smuk, at tilskueren fra første billede af en bil, der rejser en hale af støv gennem et gyldent bjerglandskab, begynder at trække vejret i en rolig rytme.

Faren Erdene kører sin søn Amra i skole. De er nomader, hvis hverdag forandres af en moderne tid med smartphones, talentshows på tv og en guldindustri med store, tunge boremaskiner.

Filmen fletter to historier sammen. Den ene er en coming of age-fortælling om elleveårige Amra, der drømmer om at synge i talentshowet Mongoliet har talent. Da tv-showet leder efter deltagere i hans område, kan drømmen pludselig blive til virkelighed.

Amras familie lever af at sælge den ost, de laver af mælk fra deres fritgræssende får. Familien bor i et telt og har en minimalistisk livsstil, for hvad skal man bruge ekstra penge til i bjergene? I det traditionelle nomadeliv, hvor man vandrer med sine dyr, findes hverken indkøbscentre eller streamingtjenester.

Den anden historie ligger i den tyskproducerede films originaltitel, Die Adern der Welt, verdens vener. Det er et drama om en international guldmineindustri, der æder den mongolske jord uden at bekymre sig om, hvem der ellers lever af den.

Erdene leder en kollektiv protest imod mineselskaberne, der tilbyder nomaderne penge for at flytte, men som alligevel borer, hvis de nægter. Naboerne er ængstelige, og de fleste har accepteret selskabernes penge. Amras mor Zaya vil også rejse. Men gør de det, siger Erdene, forsvinder græsgangene for evigt.

Historien om den globale kapitalisme, der omsætter natur til profit, er velkendt, men gøres vedkommende, fordi den er set gennem Amras øjne. Og hans historie er både dramatisk og bevægende.

Instruktør Byambasuren Davaaa har et smukt og meditativt billedsprog, der veksler mellem det store perspektiv med landskaber og brægende fåreflokke, og det lille perspektiv med Amra, der får sin fætter til at downloade film fra YouTube.

Mens de voksne er optaget af økonomi, drømmer drengene om det vestlige liv, de ser på internettet.

Amra vil ikke sælge ost. Han vil synge, og filmen tager en ny drejning halvvejs, da Erdene til sidst bøjer sig og kører sønnen til audition. På vej hjem kører de galt, og Amra bliver med ét ansvarlig for familien. Nu må han blaffe til skole og sælge ost på vejen hjem, mens han plages af skyldfølelse. Han begynder at give slip på sin drøm.

Etikken er visse steder trukket hårdt op i rigtigt og forkert, men set med Amras øjne er mineselskaberne ikke kun et onde. Mange af minearbejderne, som den flinke sjakleder Huyagaa, er tidligere nomader, der har søgt en anden vej end deres forældre.

Den gyldne jord er et bjergtagende portræt af nomadelivet i det mongolske højland, et fremmed liv på den anden side af kloden, der i Talal Khourys sublime fotografering kommer helt tæt på. Skuespillet er så naturligt, at man lever sig ind i familien, som havde man kendt dem længe.

Bat-Ireedui Batmunkh giver et stærkt og rørende portræt af drømmeren Amra, der må lære at kæmpe, og Yalalt Namsrai gør Erdene til en nuanceret mand, der næsten overser sin søns drømme. Endelig lykkes det Ariunbyamba Sukhee at gøre Huyagaa til en finurlig og interessant figur.

Det er Byambasuren Davaas femte film, og den røde tråd igennem dem alle er det traditionelle Mongoliet. Hendes prisvindende dokudrama Historien om den grædende kamel blev Oscar-nomineret i 2003, og Den gyldne jord var også Mongoliets bud på en Oscar-vinder sidste år.

Instruktøren udfolder langsomt sine intime portrætter af nomaderne med storslåede billeder. Den gyldne jord er sanselig og spektakulær filmkunst fra en filmskaber, hvis hjerte banker for de universelle værdier: at leve i pagt med jorden, at følge sine drømme og at finde et ståsted i verden.