Tv-anmeldelse
23. okt. 2017
Den klassiske musikquiz
Frederik Cilius (tv.) har smidt Kirsten Birgits tøj og optræder som sig selv hos vært Philip Faber og konkurrent Mathias Hammer i Den klassiske musikquiz. Foto | DR

Den klassiske musikquiz

Skægge quiz-elementer og den klassiske musiks dekadente univers forenes eminent, når nørder og en syleskarp satiriker gætter løs med imponerende præcision.

Af Jeppe Mørch

I den danske medieverdens kafkaske slot – DR-byen – har ledelsen besluttet, at alt fjernsyn om kunst og dannelse skal fylde de huller hos DR K, hvor kanalen ikke viser Hitler-dokumentarer.

Det kan umiddelbart ligne et billigt trick, at grammatikregler, historie og malerkunst skal fodres til danskerne gennem simple gættelege med galionsfiguren Adrian Lloyd Hughes som tovholder iklædt næsten ingenting.

Public service anno 2017 er åbenbart en quiz.

Men selv billige tricks kan turneres elegant, og faktisk er Sprogquizzen, Historiequizzen og kanalens Kunstquiz glimrende tv, der ikke gør sit stof mere komplekst, end det er. Den akademiske volapyk, også kendt som akapyk, undviges, så en sund interesse er eneste forudsætning for at følge med.

Den bedste af alle DR K’s quizzer er Den klassiske musikquiz, der underholder med fun facts om verdens største komponister til underskønne toner leveret af DR’s Symfoniorkester.

Jeg er selv novice på området og kan dermed garantere for, at quizzen ikke blot er for de indviede. Her tilføjes navne og viden til de værker, man kender som underlægningsmusik til sløje reklamer og film, der hungrer efter patos.

Quizdeltagernes viden fremstår beundringsværdig, når ens egen nu engang er begrænset. De rammer som oftest korrekt, uanset hvad vært Phillip Faber byder på af spørgsmål.

Den leende elegantier Faber, der har en baggrund som dirigent og komponist, formår at hive den klassiske musiks utilnærmelige rige ned på jorden med bevidst dårlige jokes. Som når han indledningsvis minder deltagerne om, at de ikke skal svare efter ”fagot-befindende”.

Når deltagerne skal gætte, kan de ofte aflæse, om de er på rette vej i Phillip Fabers åbne ansigt. Det tæller givetvis nedad på en quizmaster-skala, men den joviale stil er at foretrække, når emnet har et støvet ry.

Den klassiske musikquiz søger med succes væk fra idéen om, at genren udelukkende er for gamlinge med olmt sind og viltre moustacher.

De to dystende hold ledes i hvert afsnit af Mathis Hammer og Frederik Cilius.

Den charmerende nørd Hammer kendes som P2-vært og pianist, mens klarinettisten Cilius siden 2015 har ageret Danmarks bedste satiriker i rollen som det psykopatiske opslagsværk, Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, i Radio 24syvs Den korte radioavis.

Frederik Cilius fungerer ikke kun som forrygende underholder, når han trækker i dametøj og giver los med nordsjællandsk diktion og svirpende baller. Han beviser sin store viden om fortidens komponister, da han gætter Felix Mendelssohns scherzo fra En skærsommernats drøm efter at have hørt blot én akkord.

Når han ikke kender svaret, er han bare skæg.

I et afsnit skal hans hold, der her består af operasanger Eva Hess Thaysen og perkussionist Sara Rosendal, forsøge at gætte titlen på et værk af Gabriel Fauré.

En opgivende Cilius forsøger at sjusse sig frem til titlen gennem fordomme om fintfølende franskmænd. ”En fantasi over en meditation over en hjorts eftermiddag,” lyder buddet.

Det dekadente og skægge forenes eminent i afsnit to, hvor Symfoniorkestrets dirigent, Henrik Schaefer, med febrilsk dansende pandehår og vild gestik dirigerer sit orkester – uden at de spiller! Holdene skal herefter gætte værk og komponist. Kæbetabende imponerende rammer Mathias Hammer Mozarts symfoni nr. 41 ud fra fagterne. Det er selskabsleg for viderekomne.

Danmarks Radio agerer ofte prygelknabe. Mange ser licensbetalingen som en licens til at skælde bistert ud. Så DR skal også have ros, når de rammer rigtigt, og at sammenkoge det bombastiske Symfoniorkester, nogle karismatiske personligheder og en quiz’ simple logik er bare inspirerende.

Jeg har skrevet denne anmeldelse til tonerne af russiske Sergej Prokofjev Lieutenant Kijé, som jeg ikke anede eksisterede, før jeg så Den klassiske musikquiz.

Titel:
Den klassiske musikquiz

Land:
Danmark

År:
2017

Programansvarlig:
Betinna Skriver

Medvirkende:
Phillip Faber, Frederik Cilius, Mathias Hammer, Henrik Schaefer

Spilletid:
Otte afsnit af cirka 60 minutter

Anmeldelse:
Seks afsnit

Premiere:
22. oktober på DR K

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
12. dec. 2017
Spoor

Spoor

Serieanmeldelse
11. dec. 2017
Jim & Andy: The Great Beyond

Jim & Andy: The Great Beyond

Biografanmeldelse
07. dec. 2017
The Square

The Square

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!