Den magiske juleæske

Juleslikket har allerede været på supermarkedshylderne i en måned, og nu er sæsonen for højtidsfilm også i gang. Men Jacob Leys instruktørdebut Den magiske juleæske er desværre en højst uinspirerende og udramatisk affære, der ikke bidrager med noget som helst til julefilmgenren.

Filmens eneste overraskelse må man vente på helt til rulleteksterne. For hvem var det lige, der var Bodil Jørgensens makker som julebuk? Ja, det var åbenbart tidligere udenrigsminister og formand for Venstre, Uffe Ellemann-Jensen.

Dét var der vist ikke mange – hverken politiske kommentatorer eller filmkritikere – som havde set komme. Men Uffe Ellemann slipper nu glimrende fra opgaven som den distræte og gnavne stråbuk Poul. Om navnet er en humoristisk henvisning til en tidligere statsminister, blafrer i vinden, men i så fald, er det filmens eneste (vellykkede) joke.

Otteårige Julius bor på børnehjemmet Klokkely, hvor den rare forstander Alfred engang fik ham overleveret af julemanden. Og Julius elsker alt ved julen: julemusik, juletræ, julepynt og så videre. Men de store drenge driller Julius og fortæller ham, at julemanden slet ikke findes i virkeligheden: Det er bare Alfred, der klæder sig ud.

Det kommer som et chok for Julius, der vender sig mod sin egen hemmelige juleæske for at trøste sig.

En dag åbner juleæsken sig for Julius, der bliver trukket ind i en parallelverden – i et magisk, snedækket nisselandskab. Her finder Julius ud af, at den julefjendske gedebukkemand Krampus har vippet julemanden af pinden og tvunget nisserne til slavearbejde. Sammen med feen Såfina og marcipangrisen Herman er det nu op til Julius at redde julen og sørge for, at alle børn får deres gaver, så julefreden kan sænke sig.

Den magiske juleæske gentager alle konventionerne og klichéerne, som vi møder i julefortællinger fra Dickens til Disney. Det uskyldige barn (med det himmelråbende forudsigelige navn Julius) skal redde julen ved at genetablere troen på de gamle traditioner. Truslen kommer dels fra børnehjemmets store drenge, der vil bryde illusionen om julemandens eksistens, dels fra Krampus, der bare haderjulen.

Men hvorfor skal troen på julemand og nisser egentlig ses som en kvalitet? Hvorfor skal højtidens traditioner partout bevares og forsvares? Og er julen virkelig så truet, at den evig og altid skal reddes?

Den magiske juleæske befæster en allerede veletableret fortælling om julen som noget helt særligt og fundamentalt uundværligt. Rør blot ikke ved min ga-a-amle jul!

På trods af julesnask er Jacob Leys bagvedliggende projekt med Den magiske juleæske faktisk helt sympatisk. Filmen forsøger ikke at imitere de amerikanske masseprodukter, men skaber sit eget udtryk ved at blande animationsteknikker om stop-motion, cut-out og 3D-animation.

Ambitionen er at vise, at der er – og skal være – plads til dansk animation på et marked, der ellers oversvømmes af opportunistiske julefilm år efter år.

Filmens figurer og sætstykker er bygget op som modeller, gennemfotograferet og til sidst animeret digitalt i en meget omfattende produktion. Ikke alle figurer er lige vellykkede (især marcipangrisen Herman savner tekstur), men blandingen af animationsteknikker giver Den magiske juleæske et karakteristisk visuelt udtryk, der på en gang har noget hjemmelavet og noget strømlinet over sig.

Rollelisten tæller både Lars Hjortshøj som marcipangris og Rasmus Bjerg som Krampus. De bakser begge med et uopfindsomt manuskript og en tandløs historie, mens Bodil Jørgensen og Claus Bue leverer hæderligt og professionelt i små roller, dog uden at være bemærkelsesværdige.

Niårige Herman Knop, der er Julius’ stemme, er til gengæld – ligesom de andre børn i filmen – dygtig til at få nuancerne med i en svær rolle.