Den næstsidste

En tyk tåge i alle nuancer af grå fylder lærredet.

En mand kommer gående med et æsel, som han binder til et træ. Man begynder lige at ane et depressionstungt, østeuropæisk filmsprog a la Béla Tarr, før manden møder en gigantisk betonmur, der tårner sig op i himlen.

Inden for murene står det klart, at det depressive filmsprog mere er af den absurde, sorthumoristiske slags, som den svenske mester Roy Andersson (Sange fra anden sal og Du levende) har gjort sig til garant for.

Ambitionsniveauet fejler absolut ikke noget hos 38-årige Jonas Kærup Hjort. Den næstsidste er skåret over samme læst som hans fremragende, prisvindende afgangsfilm Om en måned, der vandt ikke færre end tre af de store priser ved Ekko Shortlist Awards 2018.

Vi er endnu engang fanget i et formørket, kafkask univers, hvor menneskeheden er turet af meningsløshed.

Joen Højerslev – i år nomineret til Ekko Shortlist Awards – spiller Vandaflæseren, der bliver lukket inden for de tykke mure for at aflæse en vandmåler. Straks bliver han mødt af Tvillingerne (Anders og Niels Plougman), der ikke er til den store hjælp, men blot følger efter ham rundt i de lange, tomme gange med store, aflåste døre.

Lyddesignet af Lars Halvorsen og Rune Palving gør sit til, at stemningen føles trykket, og man bliver hurtigt indfanget i, hvad der ligner en hengemt beton-rebus fra Sovjettiden.

Evige pip fra en fugl et sted i labyrinten signalerer, at der er lige så stor fare på færde, som der var i en af datidens kulminer, hvor en kanariefugls kvidren var lig med ren luft og livet i behold.

Det går da også hurtigt galt for den kære Vandaflæser. Han bliver ud af det blå pandet ned af et forstyrret kvindemenneske – kaldet Den Forelskede – der har nærmest overmenneskelige kræfter.

Vandaflæseren bliver viklet ind i mere og mere gazebind, jo flere pinsler han gennemgår. Han leder efter Viceværten, som efter sigende har en nøgle til udgangen, men da han endelig finder døren, støder han ind i en matrone af en vagt.

Så må Vandaflæseren tilbage og gruble over, hvordan han overvinder den forhindring, mens livet og årene går inde i den grå og støvede kasse.

Det er ikke svært at se Den næstsidste som en allegori over livet og Vandaflæseren som en mand i midtlivskrise.

Han får et barn, som han ikke bruger meget tid på; han begynder at hade hende, som han troede ville kunne bringe ham lykke; troen på Viceværten/Gud krakelerer, og han søger desperat efter friheden, så han kan bryde ud af de fastlåste rammer.

Som i afgangsfilmen Om en måned har Jonas Kærup Hjort mange gode idéer og tanker. Men én ting er en næsten ordløs, visuelt overrumplende kortfilm på 30 minutter, noget ganske andet er at fastholde publikums opmærksomhed i en spillefilm på to stive timer.

Man kan spørge, hvorfor fortællingen skal iklædes kafkaske gevandter eller ligne Vestens mareridtsforestilling om Østeuropa bag Jerntæppet. Det altoverskyggende problem er imidlertid, at dramaet ville klare sig bedre som teaterstykke.

Særligt irriterende fremstår skuespillet, der over hele linjen bliver overgjort, som om skuespillerne forsøger at råbe de bagerste rækker op.

Det skønne ved filmmediet er jo netop, at der kan underspilles, uden at meningen går tabt. Men i Den næstsidste synes mantraet at være jo større, des bedre – både hvad angår mimik, armbevægelser og repliklevering.

De meget konstruerede replikker, der ofte inkluderer et ”Hr.” eller ”Frue”, gør heller ikke filmen lettere at fordøje. Det bliver for statisk og højtideligt, hvilket gør, at man mister interessen undervejs.

Statiske tableauer er en disciplin, der er umådeligt sværere, end det umiddelbart ser ud. Hos Roy Andersson bliver det stiliserede formsprog kontrasteret af urkomiske undermålerkarakterer, hvilket skaber en vidunderlig vekselvirkning.

I Den næstsidste får man mere indtrykket af at kigge ind i en kukkasse, som forstærker den distancerede teateroplevelse. Det skal ikke siges, om det er meningen. Først i de allersidste minutter bliver filmen vækket til live med hurtige klip og betagende kamerakørsler.

Måske har ambitionsniveauet været for højt for debutinstruktøren. Men det ændrer ikke ved, at Jonas Kærup Hjorts eksistentialistiske tankegang og mod til at bryde radikalt med dansk hverdagsrealisme bliver interessant at følge fremover.