Den røde skildpadde

En skibbruden mand vågner på en bred sandstrand. Han er skyllet i land på en øde ø, hvor en søløve, nogle havfugle og strandens krabber er hans eneste selskab. Han overlever ved at drikke vand fra en lille kilde og spise af øens frugter, mens han forsøger at bygge en tømmerflåde, der kan føre ham tilbage til civilisationen.

Men hans forsøg på at sejle væk bliver forhindret af en enorm, rød havskildpadde. Tre gange bygger han flåden større og stærkere. Og tre gange bliver den sænket af skildpadden.

Hvorfor vil skildpadden ikke lade ham rejse væk? Hvorfor vil den holde manden fanget på den øde ø? Hvad vil den med ham?

Spørgsmålene trænger sig på i hollandske Michaël Dudok de Wits første spillefilm. Filmens langsomme åbning tegner konturerne til en klassisk Robinson Crusoe-fortælling om skibbrud og overlevelse. Men da den store havskildpadde pludselig en dag kravler op på land, tager historien en helt anden drejning, der får en gennemgribende betydning for filmens navnløse hovedperson.

Den røde skildpadde udfolder sig som en forunderlig fortælling om mennesket, naturen og spørgsmålet om, hvor vi egentlig kommer fra.

Instruktør Michaël Dudok de Wit, der i 2001 vandt en Oscar for sin kortfilm Father and Daughter, har skabt en film, der er indadvendt og stille på den ene side, og som åbner sig mod kosmos og de store fortællinger på den anden.

Filmens helt centrale omdrejningspunkt er en skildpaddes forvandling til kvinde, og netop det magiske eller metafysiske spiller en afgørende rolle for filmens måde at fortælle på.

Den røde skildpadde har nemlig noget meget arketypisk over sig.

Øens trange rammer – og totale isolation – giver sammen med de næsten anonyme karakterer filmen et præg af mytologi. Og billedet af manden, der er alene i verden, og kvinden, der dukker op af vandet, trækker både på den bibelske fortælling om Adam og Eva og på græsk mytologis fortælling om Afrodite, der steg op af havet.

Samtidig rummer fortællingen også elementer af den romerske forfatter Ovids Metamorfoser og af gamle japanske spøgelses- og forvandlingsmyter – og sågar af H.C. Andersens eventyr om den lille havfrue.

Manden og filmens øvrige få figurer er – ligesom figurer i en myte – rene tavler, som publikum kan projicere sig selv på. Men det allegoriske præg tynger også filmen en smule. Forbindelsen mellem havskildpadder og mennesker er interessant, men uklar, og mens de mange ubesvarede spørgsmål er en del af filmens charme, virker mystikken af og til postuleret.

Den røde skildpadde er en sanselig og poetisk film, men den højtidelige stemning gør, at filmen ikke bliver så engagerende eller medrivende, som den fortjener at være.

Den røde skildpadde er en bjergtagende flot tegnefilm. De minutiøst håndtegnede bambusblade og skydækkets kulfarve giver, sammen med den digitale behandling, filmen en taktil og malerisk tekstur. Og så blander Michaël Dudok de Wit stilsikkert europæiske tegnefilmtraditioner med japanske.

De stiliserede karakterer er tydeligt i familie med den fransk-belgiske ligne claire-tradition – tænk på Hergés Tintin – mens de brusende bølger i filmens åbningscene og øens tårnende klippe leder tankerne hen på den japanske træsnitmester Hokusais ukiuo-e-billeder fra 17- og 1800-tallet.

Den røde skildpadde, er lavet som en co-produktion mellem franske Wild Bunch og det legendariske, japanske anime-selskab Studio Ghibli, som har lavet produceret alle Hayao Miyazakis film.

Det er en atypisk tegnefilm.

Med den tænksomme og meget seriøse grundtone, de omhyggelige, men stiliserede tegninger og det totale fravær af replikker ligger filmen forfriskende langt fra den biograf-mainstream, vi er vant til. Og selv om den savner lidt humor og uhøjtidelighed, er Den røde skildpadde en bemærkelsesværdig præstation.