Den russiske ambassadør

USA er trådt ud af NATO.

I Norge stopper et grønt miljøparti, der er kommet til magten, al olie- og gasproduktion for at satse på vedvarende energi. Det er EU ikke glad for, og derfor får man Rusland til at kidnappe Norges statsminister og besætte landet, indtil produktionen er kommet op på et niveau, hvor Norge igen kan forsyne hele Europa.

Det er i sandhed en tåbelig præmis, der kickstarter den 90 millioner kroner dyre, norske thriller-serie Den russiske ambassadør.

Hvis det nogensinde skulle ske i virkeligheden, at Norge stoppede al olie- og gasproduktion, er det svært at forestille sig, at Rusland og dets statsejede Gazprom ville gøre andet end at klappe i deres grådige hænder.

De ville få det europæiske energimarked for dem selv. Så hvori ligger incitamentet til at tvinge Norge til at genoptage produktionen? Og siden hvornår er EU og Rusland blevet kammesjukker, der side om side glædeligt intervenerer i et selvstændigt, demokratisk land?

Hele første afsnit af Den russiske ambassadør er fyldt med øjeblikke, hvor man ikke kan andet end at tage sig til hovedet og sukkende spørge: ”Hvorfor?”

Den russiske ambassadør minder i mange henseender om danske Bedrag, hvor der også måtte sluges et par klimavenlige kameler for at få historien om det spekulative energiselskab Energreen til at gå op.

Ligesom Bedrag oser den norske spændingsserie også af en coolness, hvor et klart, blåligt filter og evindelige panoreringer af høje glashuse gør deres til at forvandle Oslo til et glamourøst business-mekka.

Hovedpersonen Djupvik (Eldar Skar) er statsminister Bergs livvagt. Efter kidnapningen, der ikke varer meget mere end ti minutter, bliver han hurtigt forfremmet af efterretningstjenestens chef Wenche, da både Berg, Wenche og den russiske ambassadør Ingeborga kan bruge ham i deres politiske spil.

Herefter vikles han ind i det ene mere urealistiske komplot efter det andet med bombeeksplosioner og dobbeltagenter, der skifter side, som vinden blæser.

Der er fart over feltet, men persontegning er der ikke meget af, og det er faktisk en skam, for skuespillerne er dygtige.

Den forholdsvist ukendte Eldar Skar kæmper med en dialog, der kun har for øje at skubbe handlingen fremad, men Skar formår alligevel at gribe os. Det samme gælder Ane Dahl Torp, der i et sideplot spiller en kritisk journalists kone Bente, som begynder at huse russere i sin restaurant.

Karaktererne når desværre bare aldrig at folde sig ud, før der er én, som bliver skudt, eller noget, der sprænger i luften.

Den russiske ambassadør forsøger tydeligvis at være en norsk pendant til Homeland, og serien har da også vakt opsigt i USA med begejstrede anmeldelser. Sandsynligvis fordi det er en europæisk serie, der forekommer anderledes på grund af sproget, men i bund og grund benytter sig af samme formel som amerikanske højspændingsserier.

Men hvor Homeland særligt i de første sæsoner også havde tid til at gå i dybden med karaktererne, tordner Den russiske ambassadør derudad, som en Usain Bolt på speed.

Der er ikke et øjebliks stilhed.

Måske er det det svimlende budget på 90 millioner kroner, der har fået serieskaberne Karianne Lund, Erik Skjoldbjærg og krimikongen Jo Nesbø til at overlæsse serien med spændingsfyldte action-sekvenser.

Man keder sig ikke, men Den russiske ambassadør er desværre en forspildt chance for at debattere Nordens geopolitiske interesser og i særdeleshed forholdet til Rusland, som i disse år fremstår vigtigere end nogensinde.