Den sidste gentleman

Det er sjældent at se en verdensstjerne stoppe på toppen.

Med rank ryg, flot figur og et hjertevarmt Colgate-smil har Robert Redford været indbegrebet af en Hollywood-stjerne, siden karrieren begyndte. Med Den sidste gentleman fortæller han en sidste, sørgmodigt smuk godnathistorie.

Forrest Tucker er en romantisk bankrøver, der ser sig som sin tids arvtager efter fortidens heltebanditter Jesse James, Frank Dillinger og alle de andre outlaws, der taler til noget dybt i den amerikanske folkesjæl.

Arbejdstøjet er et distingveret jakkesæt. Forrest røver banker med djærv rutine, elan og et smil på læben.

I åbningsscenen slipper han fra de blinkende sirener i bagspejlet ved glat at spørge en nødstedt kvinde på motorvejen, om hun har brug for hjælp – og så tage hende ud for at få en kop kaffe med bagagerummet fuld af pengesedler!

Hovmod står dog for fald, og man aner, at regnestykket skal gøres op, da den lokale detektiv John Hunt (Casey Affleck) begynder at kæde det ene bankrøveri sammen med det andet. Pludselig er Forrests trio af pensionsmodne kupmagere (herlige gensyn med Danny Glover og Tom Waits) blandt nationens mest eftersøgte kriminelle.

Man fornemmer, at bankrøveren som skikkelse appellerer lige så meget til instruktøren som til stjernen i hovedrollen. David Lowerys speciale er amerikansk folkemytologi, og han dyrkede sin kærlighed til landets kultur sammen med Robert Redford allerede i eventyrfilmen Pete’s Dragon (2016), hvor skuespilleren har en birolle.

Debutfilmen Ain’t Them Bodies Saints (2013) er nærmest en første skitse til Den sidste gentleman. Dér møder vi også en kupafhængig bankrøver og den vemodige politimand, som med suk i sjælen må sætte efter ham.

Men tonen i Lowerys seneste er langt lettere og lige så blød som komponisten Daniel Harts himmelske jazzmusik og de countrysange, der signerer værket som en røverhistorie tappet fra den reneste åre af americana.

Virkelighedens Forrest Tucker, hvis bedrifter blev beskrevet i en artikel i The New Yorker af forfatteren David Grann, ville sikkert have syntes godt om, hvordan Lowerys manuskript pynter på hans livshistorie.

Samtidig er det godt at se en instruktør modne i sit udtryk. David Lowery har stadig en forbilledlig kærlighed til sine karakterer, men han er blevet selvsikker nok til at kunne forstærke filmens følelser med små virkemidler i stedet for at bade nøglescenerne i solnedgangsgyldent skær.

Hovedrollen er måske ikke en kraftanstrengelse for den aldrende stjerne.

Forrest er en gentleman og en gavtyv – og dermed en variation over den rolle, som Robert Redford i en eller anden form har spillet, siden far var dreng. Men det er en rendyrket fornøjelse at se ham give så veloplagt et ekstranummer.

Der er en sødmefuld charme i hans efterårsforelskelse i Sissy Spaceks Jewel, da Forrest Tucker øjner en sidste chance for at slå sig ned.

”Du må hellere skynde dig,” siger hun, da han på deres første date fortæller, at han vil nå at ride en hest, inden han stiller træskoene.

”Hvorfor det?” spørger den aldrende levemand og sender hende et uskyldigt filmstjernesmil.

De to slår gnister i en teenagekær romance, der er mærket, men ikke tynget af ballast fra hvert deres lange liv. At alt får en ende, løber som en rød tråd gennem filmen. Også Casey Afflecks melankolske strisser føler alderen trykke. Første gang vi ser ham, trisser han rundt med hængemule, fordi han fylder 40.

Spejlingen mellem politimandens jævne familieidyl og røverens længsel efter det samme er måske lidt let. Men Affleck – der har været med i tre af David Lowerys fire film – er overbevisende på den erkendelsesrejse, der skaber kontrast til historien om en ukuelig bon viveur, som slet og ret er glad for sit ”arbejde”.