Den sorte jord

Der er ikke mange, som kender historien om Stalins folkemord på millioner af ukrainere i starten af 1930’erne.

Derfor er der næppe heller nogen ud over de mest ihærdige historikere og journalister, der kender navnet Gareth Jones. Han er manden, som insisterede på, at Vesten skulle kende til historien.

Den var så ilde hørt en sandhed i samtidens Storbritannien og USA, at Jones blev lagt for had af en samlet medie- og politikerstand.

Nu fortæller den polske instruktør Agnieszka Holland om begge dele i den flotte og vildt uegale Den sorte jord. Den er skiftevis underholdende som Indiana Jones, hjerteskærende tragisk på niveau med Sauls søn og retfærdig harme-fremkaldende som en politisk thriller a la Kinasyndromet eller Spotlight.

Det er en fortælling, der kun kommer i mål med sin zigzaggende struktur, fordi man ved, at den beskriver en virkelig person.

Waliseren Gareth Jones var egentlig lingvist, men fik som 27-årig et af tidens største journalistiske scoops, da han scorede solointerviews med Hitler og Goebbels i førstnævntes privatfly.

Han prøvede ihærdigt at få et lignende med Stalin og rejste i 1933 til Moskva, hvor han kom på sporet af en gigantisk, propagandistisk mørklægning, som selv vestlige reportere holdt sig fra at bore i – til dels på grund af bestikkelse.

Han så den strategisk fremkaldte hungersnød i Ukraine (”Europas brødkurv”) med egne øjne. Han overlevede selv kun med nød og næppe ved at spise bark – og blev så sendt retur til England med besked om, at seks tilfangetagne britiske ingeniører ville blive dræbt for spionage, hvis ikke han spillede med på Stalins melodi.

Og det er kun en lille del af dramaet!

James Norton spiller den lynende intelligente Jones med en sådan skråsikkerhed og dumdristighed, at han indimellem virker som Harrison Ford i hans velmagtsdage – en Indiana, der hverken drikker, ryger eller kurtiserer kvinder.

På en måde giver det mening for en mand, der skal danse mellem diplomatiske fælder og aflytningsagenter. Men det føles også som en ukurant heltetype for en voksenfilm. Som Tintin i Sovjet blottet for humor.

De politisk ladede thriller-aspekter forvalter Agnieszka Holland med en dynamik og præcision, der vidner om, at hun har instrueret afsnit af The Wire og House of Cards. Ord er våben, og magtkampene i livstrætte London-kontorer og bag opulente facader i Moskva er stilfuldt eksekveret i flotte kulisser.

Man keder sig ikke i Hollands film, og tempoet skifter endda et gear op i filmens montagepulserende togsekvenser.

Men i anden halvdel mærkes en anden og mere personlig instruktør-stemme. Her søger instruktøren patos i de ukrainske ansigter og finder en hallucinerende skønhed i de farvedrænede, forfrosne landsbyer, som både Gud og Stalin vender det blinde øje til.

Man føler en historisk smerte og nødvendighed, som formentlig har sin logiske forklaring: Agnieszka Holland mistede sine bedsteforældre i holocaust.

Hendes polske mor reddede jøder på flugt og deltog i Warszawa-opstanden i 1944. Og Holland selv var under filmuddannelse i Prag, da russerne i 1968 rullede ind med tanks og knuste det tjekkoslovakiske forår.

I 1981 flygtede hun fra Polen, da der blev slået hårdt ned på oppositionens stemmer. Krig, flugt og frygt strømmer igennem hendes værker. Blandt andet i de Oscar-nominerede dramaer Bitter høst, Europa Europa og In Darkness.

Helt derop kommer Den sorte jord ikke. For en gangs skyld sidder denne anmelder med fornemmelsen af, at filmen ville have fungeret bedre som en serie i adskilte kapitler. Materialet er dertil.

Men det er ikke desto mindre en stærk film, der ikke taber i aktualitet ved at blive set i lyset af antidemokratiske lovændringer i Rusland, Polen og Ungarn – eller for den sags skyld af corona-fremkaldte diskussioner om, hvilke ofre der må gøres i en større sags tjeneste.