Den store skønhed

Hvad er det mest ordinære realistisk-magiske dyr? På en delt førsteplads: Elefanten og giraffen, vil jeg foreslå. I Paolo Sorrentinos nye, spektakulært forlorne film Den store skønhed møder vi til overflod både en giraf og en flok flamingoer.

Flamingoerne, der vel er nede på cirka en tolvte-trettendeplads på hitlisten, lige efter zebraer, bliver det nok for (anti-)plot-spoilende at tale nærmere om, fordi de optræder til allersidst. Eller faktisk ikke helt til allersidst – de burde have optrådt allersidst, men filmen har et helvedes besvær med at gøre sig færdig, og jo nok fordi den aldrig rigtig kommer i gang.

Giraffen vil jeg gerne tale om. Here goes:

Filmens hovedperson, den 65­-årige, tidligt udbrændte roman­ forfatter og nuværende on-and-off-journalist og (for hvilke penge?) levemand Jep Gambardella er natligt ude at flanere i sit og filmens højtelskede Rom og kommer forbi Colosseum, hvor han får øje på en giraf.

Og dér står den så et langt øjeblik, giraffen, og er kolossalt realistisk­ magisk i Colosseum: giraf, giraf, giraf i Colosseum, Colosseum, Colosseum.

Indtil en ældre herre dukker frem, der er tryllekunstner og en gammel bekendt af Jeb, og som skal bruge giraffen til et tryllenummer næste dag. Tryllekunstneren siger nogle visdomsord, som jeg ikke fik notereret mig, om at alt bare er et trick. Eller at alt ikke bare er et trick. Og da Jep vender sig om, er giraffen forsvundet, hokus pokus.

Jeg bliver sur på den giraf, allerede da den bare står der i Colosseum, fordi det er svært at forestille sig en større magisk-realistisk kliche. Og jeg bliver decideret muggen, da giraffen trylles væk, for lige så imponerende, men kitschet et trick, det ville være rent faktisk at trylle en giraf væk i Colosseum, lige så uimponerende er det i en film, hvor alt jo kan trylles væk ubesværet.

Nok om giraffen! Den er bare så vildt emblematisk for, hvor klichefuld Paolo Sorrentinos film som helhed er. Og de klicheer, den er fuld af, er 60’er-kunstfilmiske klicheer i almindelighed og italienske, kunstfilmiske klicheer i særdeleshed.

Hvad er de ellers, disse blaserte og verdenstrætte, rige og intellektuelle romere, der befolker filmen, med hovedpersonen Jep som det på samme tid mest livlige og mest gennemsigtige eksemplar? De er i hvert fald ikke synderligt virkelige, som de stresset shimmyer løs på Jeps dansegulv og rituelt hudfletter hinanden og eksistensen på Jeps terrasse. Hvilket de gør igen og igen og i én uendelighed.

Der sker i det hele taget ikke meget, der ikke er fremstillet som gentagelse på gentagelse af det evige, sursøde liv. Eller bare er dårlige undskyldninger for at skyde smukke billeder af den evige, sursøde by.

Jep kærester halvseriøst med en halvung, sympatisk stripper, der brat forsvinder ud af ikke-historien igen til fordel for en tudsegammel, helgenagtig nonne, La Santa, som Jep prøver at få et eksklusivt interview med, og som det er højst uklart, om vi skal forstå som en parodisk eller autentisk åndelig figur. Mest af alt ligner hun et kunstnerisk desperat påfund, der har til formål at vække den på det tidspunkt dybt slumrende film til live. Det lykkes ikke.

Sorrentinos forrige auteur-værk, This Must Be the Place, så jeg lige efter Den store skønhed og derfor med stor mistænksomhed. Men hey, dér lykkes alting og det hele med stort, forbumlet og excentrisk overskud. Fordi instruktøren opdager filmens verden sammen med hovedpersonen, en pensioneret rockstjerne på jagt efter en KZ-vagt i Amerika, mens han i den nye film traver i hælene på sin hovedperson gennem lutter slagne romerveje.

Der er også et overflødigt magisk-realistisk dyr i This Must Be the Place, en bisonokse uden for KZ-vagtens vindue, men den har filmen ærligt fortjent. Jeg vil ikke se giraffen, og jeg vil slet ikke se den forsvinde!

Anmeldelsen er blevet opdateret, idet pelikanerne er erstattet af det korrekte: flamingoer.