Den tid på året

Julen står for døren. Eller rettere sagt, den skal på bordet hos lærerparret Katrine og Mads lidt ude på landet. Den pukkelryggede familie vil ankomme med alt, hvad der er i den af fraskilte, enlige, unge og bedsteforældre.

Alt serveres så traditionelt som muligt. Selv om der er folk, som hader hinanden, må intet skilles – hverken sovs eller slægt. Alt skal være hyggeligt. Samme ritualer, samme ruter, samme retter.

Familien skal først i kirke for at høre lillesøster Barbaras første juleprædiken. Siden hjem til mad og vin i mængder, mandelgave og risalamande, dansen omkring juletræet og gaveræset i højeste gear.

Men noget nyt sker der i år.

Den fortabte søster melder sin ankomst. Så aftenens juleroser bliver til ugler i familiens moser. Og julen kan under en snestorm sagtens vare helt til påske. Gør det danske bondehus til Sartres stykke om de lukkede døre, indenfor hvilke de andre er et helvede.

Paprika Steens Den tid på året sætter af med maner, den kære forvirring i den søde juletid, hvor alt brænder på, gaver skal købes og skade, at du ikke kan finde juletræsfoden fra i fjor.

Man klukker fra filmens start, som kaster os ind i samtalekøkkenet med kakofonisk kaos, spøgefuld stemning, simpelthen højtidens genkendelighed for de fleste danskere.

Jacob Lohmann spiller som den forsonende, lunejyske Mads for en gangs skyld ikke slesk skurk. Paprika Steen er hans pylrende, småneurotiske og overbekymrede, men også i sidste ende kærlige og ærlige kone. Og med bravur spiller Paprika Steen, som kun hun kan.

For instruktøren af samme navn må det konstateres, at tredje gang er lykkens gang. Instruktionen er raffineret og har det altbeherskende og overskuelige kameraøje fra klassiske lystspil, som ser alt og også ved alt. Men kun dryptvist afsløres tingenes rette sammenhæng lige før, at ligene under gulvbrædderne begynder at lugte.

Det er klippet til i snappe og rappe montager, hvilket er usædvanligt for danske film i denne folkelige dur. Strukturen er klassisk for hybridgenren grundlagt af Ernst Lubitsch og Jean Renoir. Det bittersødt morsomme melodrama med bristede illusioner og spillets regler. En blanding af komedie og farce, hvor det ikke altid er smertefrit at le, endsige at grine.

Vi er stedt i venteposition om, hvad der egentlig foregår. Hvorfor er den mindste søster så definitivt smidt udenfor? Hvorfor har husets datter en hemmelighed i forhold til kæresten?

Ligesom i Thomas Vinterbergs Festen er der under facaden af ældre hyklere et ungt forbund. Et kollektiv af gammelkloge børn, som har gennemskuet det hele og lidt til.

Jakob Weis – mest kendt for sine teaterstykker – har leveret et ualmindeligt udsøgt og effektivt elaboreret manuskript, hvor pengene passer, og låg kommer på plottets gryder undervejs. Hvor julemanden ankommer som lovet, og selv rødkålen røber en sidste hemmelighed.

Sammen med instruktøren har Weis skabt en folkekomedie, som ikke er bange for et par fremmedord, satire i hjernehøjde og aktuelle forkundskaber. Det gælder især i gestaltningen af præstesøsteren, spillet overbevisende af den øretæveindbydende enerverende Sofie Gråbøl, vi kender fra hendes bedrevidende fnisepige i Blinkende lygter, hvor hun får en fortjent blodtud.

Altid gode Karen-Lise Mynster stjæler scener som den små-onde og megabitre mor fra Sydfrankrig. Specielt som chanteusen, der giver os White Christmas på fransk!

Men alle er gode og synes at have haft det rigtigt godt under optagelserne. Et hyggeligt frikvarter fra andre seriøse roller. Hver af dem kommer med bidrag fra egne juleeventyr med hjemmebagte klichéer og klejner fra personlige juletræer.

Ja, klichéer er der mange af her. Men kom i hu Umberto Ecos lov fra det berømte essay om Casablanca: To klichéer er til grin, mens 100 er bevægende. Særligt når de mødes og fejrer gensynet som her.

Juleeventyret ender godt, selv om der gemmer sig en bitter mandel i alt det søde. Eller gør der? Det her er den mest elegante og sjoveste danske komedie i mange år. Den tid på året kan godt gå hen og blive en klassiker.