Den usandsynlige morder

Foruden de tragiske aspekter ved mordene på statsoverhovederne, John F. Kennedy og Olof Palme, er der også fælles træk ved efterforskningen af gerningsmanden.

Begge har en stor konspirationsteori over for den lille mand, på svensk ”ensam galning”. Var drabet begået af et organiseret netværk med forgreninger, eller en enestående person med et personligt motiv?

Den 10. juni 2020 besluttede den svenske chefanklager at udpege en enkeltstående morder: Stig Engström, også kaldet Skandiamanden.

Han begik selvmord i 2000, og døde kan ikke retsforfølges, så sagen blev endeligt erklæret for lukket og slukket. Dermed blev alle de andre mordteorier fejet af bordet. Det skabte selvfølgelig et ramaskrig blandt de mange, som stadig beskæftiger sig med mordet.

For dem var afgørelsen et budskab om, at Sverige vil lægge låg på en gryde, der har buldret siden den 28. februar 1986, hvor Palme blev skudt midt i Stockholm.

Til grund for den diskutable afgørelse ligger journalisten Thomas Pettersons atten år lange efterforskning, som udmøntede sig i bogen Den usandsynlige morder. Bogen er blevet til en meget flot og flamboyant Netflix-serie med samme titel.

Her udpeges Stig Engström helt fra start som attentatmanden. Han er en skvattet alkoholiker, overset grafiker, galopperende mytoman, taber og vist nok morder ved et tilfælde med en lånt revolver.

I tidsspring følges hovedpersonen fra hurtige glimt af barndom til hans udvikling som banemand. Samtidig er vi med i det svenske politis dilettantiske efterforskning, hvor stort set alt, der kan gå galt, går galt.

Palme-haderen Engströms ængstelige gøren og laden før, under og efter mordet, hvor han mere og mere bliver en irriterende og insisterende person for politi og presse som påstået vidne til episoden, krydsklippes med et tidsbillede fra 1980’erne, der er rigt på firkantede Volvo-biler, fastnettelefoner og en smøg i hver en flab.

Der er kælet for selv den mindste detalje.

True crime-seriens fem afsnit er intelligent og fermt iscenesat. Vi får serveret den flove sandhed om en rystet nation med et gådefuldt mord som vedvarende sår i sjælen. Det er et signalement af det svenske mønstersamfund, hvor folkehjemmet sjusker hele vejen.

Fra den skæbnesvangre vinterdag i 1986 med skudmordet og (in)direkte til dagen i juni 2020, hvor de svenske myndigheder skærer igennem, udnævner serien en stakkels afdød selvmorder som den drevne attentatmand. Serien klarer sin egen frisag ved at understrege, at manden kun er mistænkt.

Men det er lidt svært nøgternt og neutralt at anmelde Den usandsynlige morder uden at have disse forhold in mente.

Serien er forførisk underholdende og overbevisende i sin fremstilling af forløbet, sågar med overskud til lidt slet skjult satire over svensk selvforståelse over for den skandaløse opklaring.

Robert Gustafsson, især kendt fra Den hundredårige der kravlede ud ad vinduet og forsvandt,er perfekt pustet op som Stig Engström med bomuldsvat i kinderne a la Marlon Brando i Godfather. Ligeledes er Mikael Persbrandt maskeret fremragende som den arrogante, smarte og forfængelige efterforskningschef, Hans Holmèr, som med sin stædige konspirationsteori fra dag et forkludrer hele politiarbejdet.

Over for ham har vi Peter Andersson som den gedigne politimand i Maigret-størrelsen, Arne Irvell. Han forsøger at rede trådene ud via solidt og standhaftigt politiarbejde. Eva Melander er god som hustruen, som pø om pø finder ud af, at hun er gift med et dobbeltmenneske, hun ikke kender.

Alle spiller godt, men serien føles også lidt som at overvære en slags propagandafilm, der partout vil overbevise om at være den endegyldige sandhed om Palmemordet.

Kan man se bort fra det, er Den usandsynlige morder reelt og konkret underholdende hele vejen.