Des

To politibetjente står klar, da 38-årige Dennis Nilsen kommer hjem fra arbejde en februardag i 1983.

Efter en klage om problemer med husets drænrør blev det nemlig opdaget, at spor af menneskekrop i afløbet var grunden til problemet.

Den høje, slanke og bebrillede mand forholder sig helt roligt, da politiet beder ham lukke dem ind. Og da de spørger, hvor resten af kroppene er, falder svaret prompte: ”I skabet.”

Virkelighedens sag om den skotske seriemorder, der mellem 1978 og 1983 myrdede mindst tolv mennesker i London, er ikke nogen normal drabssag. Derfor er miniserien Des heller ikke en normal true crime-oplevelse.

For det første følger vi en efterforskning, der i praksis foregår baglæns.

Fra første færd indrømmer Dennis – også kaldet Des – alt, han kan huske om sine mange mord. Selv om hændelserne både for politiet og publikum er frastødende og skræmmende, fortæller han det med en distance og detaljerigdom, som var han blot ekspert på emnet og ikke gerningsmand.

Der er bare ét problem.

Han kan ikke huske et eneste af navnene på sine ofre. Efterforskningen bliver altså ganske atypisk et forsøg på at finde ofrene og ikke morderen, hvilket skal vise sig at være mindst lige så svært.

Dennis samarbejder ellers upåklageligt, indtil politiets høflige opførsel ophører. Så viser narcissistens væsen sig for alvor. Pludselig er det kun forfatteren Brian Masters – hvis bog om Dennis Nilsen, serien er løst baseret på – morderen gider tale med.

I hjertet af Des står en veloplagt David Tennant (Doctor Who). Med ekstremt tilbagelænet spil får han mysteriet frem i morderens banale fremtoning, samtidig med at et glubsk rovdyr får lov at kigge ud i korte grimasser på få sekunder.

Tennant formår at gøre os nysgerrige i forhold til, hvem Dennis er. Men man kommer aldrig rigtigt nærmere, hvad der drev morderen, som både klædte sine ofre ud og talte til dem efter mordene.

Inden for true crime er der efterhånden opstået to primære skoler.

Den gerningsmandorienterede tilgang, hvor målet er at forstå morderens opståen for at undgå lignende tragedier. Og en anden tilgang, der går ud på at sætte sig i ofrenes sted og fortælle deres historie.

Des placerer sig mellem to stole. Ironisk nok er det offertilgangen, der lykkes bedst, selv om serien tager navn efter morderen.

Den store tragedie i sagen er nemlig, at Nilsen kun blev dømt for seks af de mindst tolv mord, han påstår at have begået – han indrømmede oprindeligt femten. Og vi kender stadig ikke navnene på dem alle.

Serien sætter forbilledligt fokus på denne sørgelige del af sagen via en rystende retssag, hvor intet føles rigtigt. Særligt frustrerende bliver det, da to af de mænd, der formåede at overleve Nilsens angreb, udsættes for homofobiske angreb fra pressen og forlader retssagen mere nedslået end, før Nilsen blev arresteret.

Desværre bliver det en distraherende faktor, at David Tennants præstation suger vores opmærksomhed hen på den enigmatiske morder. Han kunne med fordel have været afmystificeret og menneskeliggjort med lidt baggrundsviden, så ofrenes historie kunne tage fokus.

Der er rigeligt at tage fat i.

Brian Masters’ bog Killing for Company beskriver i detaljer, hvordan Nilsen i en tidlig alder blev forladt af både sin far og elskede morfar, der nævnes i serien, men hvis afgørende betydning aldrig rigtigt kommer frem.

I virkeligheden er det største problem for Des, at man har valgt at fortælle en ganske kompleks historie på kun tre afsnit. Det betyder, at der ikke er tid til både at fortælle ofrenes historie og gå i dybden med den centrale person.

Ikke desto mindre er miniserien en fængslende og respektfuld introduktion til en unik kriminalsag.