Des Teufels Bad

En kvinde giver barnet sin halskæde på, kysser det farvel og kaster det ud fra et vandfald. Så går hun derfra og banker på hos en borg, der knejser over landskabet og er indhyllet i tåge. 

”Jeg har begået en forbrydelse,” siger hun. 

Snart efter sidder hun død i mørket, et halshugget lig, hvis hoved er buret inde ved siden af. En kødøkse nærmer sig og skærer hendes finger af. 

Den østrigske konkurrencefilm Des Teufels Bad – Djævlens bad – foregår i midten af 1700-tallet. Langt ude i skovene og højt oppe i bjergene ligger et isoleret fattigsamfund bygget på streng kristendom og gammel overtro. 

Severin Fiala og Veronika Franz’ brød igennem med den eminente, psykologiske gyser Goodnight Mommy, hvor et par tvillingebrødre flytter ind hos deres mor, som har fået foretaget ansigtskirurgi. De bliver efterhånden overbevist om, at det er en fremmed kvinde bag bandagerne. 

Efter en skuffende afstikker til Hollywood med The Lodge overgår de nu sig selv med en autentisk folk horror-fortælling fra en tid, hvor livet kunne virke som elendighedens dødsmarch. 

Det starter ellers anderledes for den unge Agnes. 

Hun bliver gift med fest og jubel og intet større ønske end at være en from hustru og en glad mor. Hendes mand Wolf bor en halv dagsrejse derfra, og mens familien pakker hende en kærre med sager til hendes nye liv, giver broren hende en bryllupsgave: en afhugget finger, der placeret under sengen vil gøre hende frugtbar. 

Men i bryllupssengen vender Wolf Agnes’ ansigt væk fra sig, mens han gnubber forgæves under tæppet. Snart lægger han sig bare til at sove. Og forsøger aldrig igen. 

Til deres bryllup så vi ham plørefuld og kærlig over for sin mandlige nabo. Det gjorde Agnes ikke. Hun bliver indadvendt. 

Svigermoren hundser med hende i køkkenet og på søbredden, hvor dagens fangst skal hales i land. Wolf er venlig nok, men fraværende på en måde, Agnes ikke forstår. Hun vender sig mod Jesus og beder ved sit husalter og i kirke. 

I skoven støder hun på en hovedløs kvinde efterladt til skræk og advarsel og med kun få fingre tilbage. Et makabert syn, men det er, som om hun finder trøst her. 

Kvindens lidelse er trods alt ovre, og mordere kan altid få syndsforladelse inden deres henrettelse – mens selvmordere er dømt til Helvedes flammer. 

Det er en forskruet tankegang, men logikken virker indlysende i dette hårde samfund. Stedsportrættet er forbløffende kropsnært, man skutter sig i salen mod bjergskovenes klamme kulde takket være Martin Gschlachts afmålte fotografering. 

Hans kamera er næsten altid på Agnes, på hendes haltende bevægelser, flakkende blik, tvivl og ensomhed, når et snævert fokus isolerer hende midt i det sammenhold, hun ikke formår at blive en del af. 

Kun alene kan hun være sig selv, og Anja Plaschg leverer en kraftpræstation som en sart kvinde, der synker dybere ned i depression og religiøs mani – i djævlens bad, som man kaldte det dengang. 

Det er en diagnose, der behandles med hovedrysten og en tur til ”barberen”, som kurerer med igler og åreladning – og med en nål trækker tråd gennem hendes hud. Den skal hun føre frem og tilbage, så ”giften” kan sive ud af hendes krop som betændelse. 

Det er en af Anja Plaschgs første roller. Hun er musiker til daglig og leverer også filmens trykkende, okkulte underlægningsmusik under navnet Soap&Skin, der med dyster rumlen, sitrende violiner og pludselige hyl forstærker skovuhyggen til lurende rædsel. 

Filmens gys kommer dog ikke fra hekse, men fra en sammenblanding af socialt pres, religiøse tabuer og psykisk lidelse. At det er her, al trolddom kommer fra, er en uudsagt, men uomgængelig pointe. 

Des Teufels Bad spiller ind i en folk horror-tradition, som har oplevet en renæssance siden Robert Eggers’ The Witch – i øvrigt en film, som Des Teufels Bad på en række punkter står i gæld til. 

Men Veronika Franz og Severin Fiala er samtidig ude i et mere revisionistisk ærinde. 

Filmen bygger på grundig research af den amerikanske forsker Kathy Stuart om selvmord per stedfortræder i datidens Tyskland, hvor hundredvis af desperate mænd og især kvinder sendte uskyldige til Paradis, før de selv fulgte efter. Melankolske mordere, som de blev kaldt. 

Det er en makaber og fængslende fortælling – og min foreløbige favorit til Guldbjørnen. Lad filmen hurtigst muligt komme fra Berlinalen til Danmark!