Det er aldrig for sent

Selvom man er kommet op i alderen, kan man sagtens have et sexliv. Så længe det sker i et monogamt forhold og ikke bare er for sjov.

Det synes at være en af de mange moraliserende pointer i Rob Reiners nye, gumpetunge alderdomskomedie, Det er aldrig for sent.

Reiner har ellers før instrueret vellykkede og charmerende komedier som Da Harry mødte Sally og Spinal Tap. Men det er årtier siden, og denne gang kan end ikke dygtige skuespillere som Diane Keaton og Michael Douglas rette op på den nysselig og kedelige fortælling om alderdomskærlighed.

Det er aldrig for sent handler om ejendomsmægleren Oren Little (Michael Douglas), der er blevet en tvær, gammel mand, siden hans kone døde. Nu mangler han bare at få solgt deres dyre herskabsvilla, før han kan flytte langt væk fra alle de larmende børnefamilier, som han bor side om side med.

Men det viser sig at være svært for Oren at få lukket sin sidste handel.

Og pludselig dumper Orens søn ind i komedien, som en del af et klodset setup, der skal få den sure gamle mands hjerte til at tø op. Sønnen er narkoman, og han står over for et længere fængselsophold. Derfor må Oren tage sig af barnebarnet Sarah.

”Heroin er et grimt stof, men det har givet mig en smuk datter,” forklarer den lasede søn sin far. Oren ved ikke, hvordan man tager sig af sådan en lille pige, så han får hjælp af sin søde nabo Leah (Diane Keaton).

Michael Douglas bærer i filmen altid friske, lyse jakkesæt, og han har en for alderen imponerende sølvgrå hårpragt. På den måde minder han en del om den danske liebhaver-mægler Jan Fog i rollen som dandyen Oren.

I starten er han en sand kyniker, hvilket Det er aldrig for sent forsøger at vise gennem forskellige, små sælger-tricks.

Da en asiatisk familie kommer for at se på det meget dyre hus, har han placeret billeder af andre asiater i rammer rundt om i villaen. Men hans lille trick afsløres selvfølgelig, og han må indse, at han ikke kommer langt med sådan en ufin fidus.

Michael Douglas vendte efter længere tids sygdom tilbage i Mit liv med Liberace i 2013. Her leverede han en pragtpræstation som den flamboyante Liberace, og han blev belønnet med en Golden Globe-statuette for portrætteringen.

Der er næppe nogen priser på vej til Douglas for Det er aldrig for sent.

Alt i komedien bevæger sig mod det kedsommeligt gode, og den massive mangel på reel modstand gør filmen fuldstændig uinteressant. Som når tilfældig chat på Facebook på ulogisk vis er med til at afsløre, at narko-faren måske alligevel er uskyldig.

Den ellers normalt så charmerende Diane Keaton har heller ikke meget at arbejde med. Hun spiller den ekstremt grådlabile Leah, der optræder som sanger på den lokale bistro. Hun klarer sig sjældent gennem en hel sang uden at bryde sammen i tårer over sin afdøde mand. Hun mangler en ny mand, Oren mangler en ny kone, og sådan passer det hele lidt for godt sammen.

De senere år har budt på mange film, der specifikt er målrettet det grå guld, som filmbranchen så gerne vil have til at fylde biograferne i dagtimerne. The Best Exotic Marigold Hotel og Kvartetten er andre eksempler på denne type af ofte tandløse komedier, der helst ikke må forarge på nogen måde.

Når Det er aldrig for sent forsøger at være fræk, sker det gennem en stor sort hund. Den skider på græsplænen, boller en stor tøjbamse og bliver skudt lige i røven af paintballgevær.

De er ikke sjovt, men bare dumt.

Alt andet i filmen er sukkersødt på en ulideligt forceret måde. Det virker som et håbløst billede på den nye, forbedrede Oren, når han træder i karakter som den gode bedstefar, der kan huske, hvor mange stykker pølse, Sarah foretrækker i sin sandwich.

Og det bliver værre endnu, da Oren skal kureres for sine småracistiske tilbøjeligheder.

Pludselig sættes han i en situation, hvor han skal hjælpe en sort kvinde med at føde. Han klarer komediens uelegant opstillede udfordring, og helt kvalmt bliver det, når den lille sorte dreng efterfølgende døbes Oren.