Det er ikke slut endnu

En jordemoder tager imod livet, mens plejerne gør det modsatte.

Sådan beskriver instruktøren bag Det er ikke slut endnu, Louise Detlefsen, sit utroligt morsomme og melankolske portræt af dage på plejehjemmet Dagmarsminde i Ekkos interview.

Livet er endnu ikke er slut for ældre, der er bidt af tidens tand og ramt af demens, måske endog den uhyggelige udgave med navn efter den tyske læge Alois Alzheimer.

Nyere danske spillefilm har adskillige gange været inde over emnet.

I 2015 kom der hele to film om Alzheimer, Mennesker bliver spist med og af Erik Clausen og Nøgle hus spejl af Michael Noer. Endelig er der Bille Augusts mesterfilm En sang for Martin fra 2001, som nærmest kaldes klassikeren i denne morbide og traurige genre.

Det at miste sin hukommelse og dermed sin identitet er aldeles forfærdeligt. Men Det er ikke slut endnu er den rigtige vare. Virkeligheden om erindringens endeligt. Forstået på den måde, at vi over tid følger plejere og patienter på det nordsjællandske plejehjem Dagmarsminde. Skabt og bestyret af May Bjerre Eiby, der oplevede sin stærke fars død af omsorgssvigt på et gråt alderdomshjem.

Hun fik et kald at skabe Dagmarsminde, som hun siden skulle kalde for en omsorgsoase.

Det er en smuk dokumentarfilm om det at skulle dø inden for kort tid, men hvor vejen til kisten er med kærlig omsorg og professionel pleje. Det handler om afskeden med det forgangne, som for nogle stadigvæk er nærværende, og for andre er ved at smuldre stykke for stykke.

Hvem er du? spørger den demente.

Således møder vi manden, der hver morgen bydende hilser sin kone med den chevalereske, men distante høflighed, han sikkert har lært på fortidens danseskole.

Pø om pø opdager han dog den hustru, han har levet sammen og fået børn med i et liv langt som menneskealdre.

Siden får vi en 63-års bryllupsdag, som plejerne forsøger at romantisere ind i ægteparrets hukommelse. Den er ganske gået itu af glemsel. Men langstilkede roser får de dog.

Det er ikke slut endnu begynder med nationale naturbilleder. Solopgang i horisonten, høns i haven og Dannebrog, som går til tops for så at gå ned på halv. En patient er død om natten, og alle mødes i dagligstuen til fællesang, hver gang den hvide kiste bæres ud af mænd i sort.

Døden er en ofte gæst, for nogle endda kær. Så man kan godt byde ham velkommen med et glas portvin, blomster til den døde og synge dennes yndlingssang.

Det er ikke sidste gang flaget går på halv i denne halvanden time om glæder og sorger i et tilsyneladende eksemplarisk plejehjem. Hjemmet har dog også sine slanger i græsset med ægteskabelige trakasserier og sågar tæsk mellem ægtefæller.

Heller ikke i alderdommens eden vokser træerne op i himlen.

Det meste klares af kærlige plejere, anført af May, som med ukueligt mod og standhaftig solidaritet reder det meste ud.

Ikke mindst når det gælder hanelefanten Torkil, filmens gennemgående brokkehoved, som har svært ved at finde sig til rette med sin egen demens og alle andres.

I en scene, som ligner absurd teater, hævder han, at klokken er halv seks, mens andre ved, at den er halv to. Der er høj sol, eftermiddagskaffen er så småt på vej, alt imens en kvinde strikker og strikker, som om det er eneste måde at overleve den demente sygdom på.

Det er ikke slut endnu er det, man i min ungdom kaldte for cinema verité, men i dag bliver det stemplet som reality.

Men filmen er mere sand end realistisk.

Den er stærk i sit signalement af de anonyme kvinder, som plejer os andre, mens manden med leen slår græsset lige udenfor. Og sand, fordi den understreger, hvor vigtigt det er, at velfærdssamfundet ikke sover i timen, når de ældre bliver gamle, skal passes, falder hen og blunder tæt på den evige søvn.