Det lille bageri

Tre generationer af kvinder – danseren Clarissa, restaurantejeren Isabella og Clarissas bedstemor Mimi – omdanner i denne romantiske komedie en faldefærdig forretning til et Instagram-lækkert bageri.

Alt sammen for at udleve den nyligt afdøde Sarahs store drøm. Hun var Clarissas mor, Isabellas bedste ven og en sand mesterbager – og spilles i et kort glimt af en af vinderne af den britiske pendant til Den store bagedyst.

Med en hjælpende hånd fra den flotte, dygtige og socialt bevidste kok Matthew, der også kendte Sarah, lærer den brogede flok at appellere til Londons mange immigranter med søde sager fra hele verden. Barndomshygge fra alle verdenshjørner føres sammen på en konditordisk, der ligner en FN-konference for kager.

Det lille bageri er den tyskfødte og engelsk uddannede instruktør Eliza Schroeders debutfilm, og hun når på 97 minutter omkring et væld af trendy tematikker: kvindelige entreprenører, bagekunst og foodie-kultur, frisindet multikulturalisme og endda moderigtig boligindretning.

Filmen, der har ligget færdig siden kort før pandemien, er som en filmatisering af en rapport om forbrugertendenser 2019-20. Det eneste, der mangler, er, at nogen rocker ud til Billie Eilish’ Bad Guy, bider negle af miljøangst og bingewatcher Killing Eve eller Fleabag.

Det ville have været for metasmart. Shannon Tarbet, der spiller Clarissa, medvirker i Killing Eve, mens Bill Patterson, faren fra Fleabag, dukker op som en krukket opfinder.

Det lille bageri har en snert af samme excentriske dna som Phoebe Waller-Bridges’ successerier, men Eliza Schroeders hyggefilm savner den ætsende mørke humor.

Bedstemor Mimi, der spilles af Celia Imrie fra Better Things, kan være syrlig og skrap – og akkurat quirky nok til at have været en dygtig trapezkunstner i sin ungdom. Men hverken hun eller nogen af filmens andre personer har så meget bid, at de kan være decideret lede.

Isabella og Matthew lægger ud med at være småbidske over for hinanden. Man mærker, at anspændtheden dækker over hengemte skænderier. Matthew havde åbenbart engang en affære med Sarah. Han tror, at han måske er Clarissas far. Men inden længe vender deres frustrationer til kærlighed.

Det sker, selv om filmen gør et stort nummer ud af at iscenesætte Matthew som en rigtig hjerteknuser for modne kvinder fra det pæne borgerskab. Det er ham, der lokker Isabella tilbage til dessertbagningens ædle kunst, en disciplin hun for længst har lagt bag sig på grund af manglende selvtillid.

Nu genfinder hun sin kreativitet og opdager, at hun har et stort bagetalent.

Kender man bare lidt til restaurationsbranchens machokultur og skarpe albuer, vil Matthews høflige attitude virke noget atypisk. Men det er da mere troværdigt end de oceaner af fritid, hovedpersonerne har, selv efter at deres restaurant bliver en succes. Vet at mærke uden at have hyret ekstrahjælp.

Det er alt for let at se kynisk på denne luftige konditorkage af en film, der er lige så sukkersød og let som de rosenrøde marengs, Isabella kreerer. På den anden side gør den ingen fortræd, og Det lille bageri vil gøre sig godt hos svigerforældrene en regnvåd lørdag aften efter Den store bagedyst.

Skuespillerne har fin komisk timing, og manuskriptet har et appetitligt budskab om at finde plads til diversitet. Filmens macaron-æstetik minder faktisk lidt om Paddington-filmene, selv om den næppe kommer til at gøre for japansk matcha-tekage, hvad den peruvianske bjørn gjorde for marmelade.

I sidste ende er Det lille bageri en flot fejring af, hvad der må være kageverdenens kosmopolitiske omdrejningspunkt: konditorforretningen Ottolenghi i Notting Hill, som er det første navn på rulleteksterne.