Det magiske hus

Hvert år op til højtiderne og ferieugerne kan medierne berette om en sørgelig tendens blandt husdyrejere. I mangel på pasning eller generelt overskud dumpes familiernes kæledyr tilfældigt på gader og stræder i stedet for at blive ansvarligt indleveret på dyreinternater.

Samme kedelige kendsgerning sætter handlingen i gang i animationsfilmen Det magiske hus. En bil kommer kørende, standser brat og ud ryger en killing, vores firbenede hovedperson, der senere hen døbes Torden, efter et uvejr brager løs.

Den fremmede og farefulde verden truer straks den lille kat, der søger tilflugt i en gammel villa, efter en glubsk hund har jaget den rundt i kvarteret. Så er vi på plads i huset, hvor det meste af historien udspiller sig.

”I’m a big boy now,” synger den britiske popgruppe Madness på lydsiden. Deres store 1980’er-hit House of Fun illustrerer smukt, hvordan Torden nu indtræder i det voksne liv, og sætter samtidig skøre toner til de besynderlige skabninger, der huserer i villaen, hvor en gammel tryllekunstner residerer.

I villaen er en slikautomat af typen, hvor man i gamle dage kunne smide en daler i og trække et stykke tyggegummi. En lille abe på et trommesæt med hjul. En vandkande med ben, en gammeldags telefon og en glødepære er blot en håndfuld af de skøre og spillevende væsener, som tryllekunstneren Laurits har i samlingen.

Så er der den pensionsmodne kanin Jacob og musen Marie som det dominerende makkerpar, der bestemt ikke bryder sig om husets nye, nuttede selskab.

Men territorium-tisseriet stopper, da de må danne fælles front mod tryllekunstnerens nevø, der ser sit snit til at sælge det faldefærdige hus, da Laurits bliver indlagt på hospitalet efter et klodset cykelstyrt.

Så får vi ikke mere for 25-øren i det banale plot.

Mere kompleks er handlingen såmænd heller ikke i så mange andre animationsfilm, hvor fantasifulde indslag og de skæve bi-karakterer gerne roder bod på de klichéfulde fortællinger. Tænk på, hvad Mr. Potato Head eller dinosauren Rex gjorde for Toy Storys underholdende univers.

Det sker desværre ikke i Det magiske hus, hvor de ellers nok så originale figurer forbliver passive og sjældent kommer i spil som sjove sidekicks.

Mest original er scenen, hvor musen Marie bænkpresser i en musefælde ved at bruge jernklappen som vægtstang. Men der er langt imellem sådanne små, sjove detaljer. Ligesom der heller ikke er megen personlighed over figurerne.

Laurits er den arketypiske, forvirrede onkel, der ikke kan gennemskue nevøens ondsindede planer. Omend der ikke er mange krummer af modbydelighed i nevøen, der mest af alt kun ser rødt, fordi han er allergisk over for katte.

Trods de enorme fortænder er der ikke meget bid i kaninen Jacob, der er en klassisk gnavpot, mens musen Marie forbliver en tandløs kryster. Og hovedpersonen gør det, dens art er bedst til, nemlig bare at være en nuttet kat – som en gennemsnitlig karakter fra Disney sjov på et udramatisk eventyr.

Håndværket fejler til gengæld intet. Animationen er flot udført, og især Torden stråler levende ud gennem lærreds 3D-effekter. Når den spinder, krummer ryg og klatrer i træer, fangens kattens anatomi og adfærd ganske fortrinligt.

De belgiske instruktører Ben Stassen og Jérémie Degrusons sans for den gode animation kom også til udtryk i de to film om Sammys store eventyr. Toeren fik en hård medfart af Ekkos anmelder, der mente, filmen var racistisk. Det kan man nu ikke klandre Det magiske hus for at være.

Men der er langt imellem, at de magiske momenter gnistrer, og de fleste fra konfirmationsalderen og op vil nok gabe flere gange.