Det spritnye testamente

Nogle film kan leve højt på én god idé. Andre film dør, fordi forfatternes brainstorm har fået lov til at rase ukontrolleret.

De første fem minutter af Det spritnye testamente byder på en god idé: Gud findes. Han bor i Bruxelles, og han er et dumt svin. Blasfemi og lokal forankring kommer der som regel sjove ting ud af, tænk bare på Denys Arcands Jesus fra Montreal (1989).

Idéen ser også ud til at være forløst, for Jaco Van Dormael får virkelig Bruxelles til at ligne en by, man ville blive gammeltestamentligt sur af at bo i. Og meget få mennesker kan ligne et røvhul som Benoît Poelvoorde, der bedst huskes som lejemorderen i Mand bider hund. Især når han iført morgenkåbe nedkalder ulykker over menneskeheden ”og en lille smule lykke, der kan holde de falske forhåbninger i live”.

Desværre forlader filmen alt for hurtigt denne sjove dekonstruktion af skabelsesberetningen og flytter fokus til Guds ukendte datter, Ea, som konspirerer med sin berømte bror, JC, som kun er med i skikkelse af en klog, talende miniaturefigur på kaminhylden.

Ea er filmens nye hovedperson, men kun indtil hun ved en indskydelse sender personlige sms’er til hele jordens befolkning via Guds gamle arkiv-pc. Nemlig hvor lang tid hver enkelt har at leve i. Det er også en sjov idé, der kommer spas ud af (blandt andet den langtidsholdbare unge mand, der bliver et viralt hit ved at kaste sig ud af vinduer og fly og altid mirakuløst lander blødt).

Men det har intet med den oprindelige idé at gøre, og det betyder, at Gud bliver en forstyrrende (og dermed irriterende) bifigur, der jagter Ea, der igen jagter nye disciple til et kærligheds-dream team.

Filmens hoved-hoved-hoved-fokus er vistnok disse seks nye historier, hvor en kvinde med én arm, en sexgalning, en lejemorder, en lønslave, en understimuleret overklassefrue og en transkønnet dreng skal finde mening i livet (hint: Det handler om kærlighed og om at være sig selv).

Det har helt sikkert været skægt for instruktør/forfatter Jaco Van Dormael at finde på en drømmesekvens til hver af disse bonus-apostle, og også finde et stykke klassisk musik, der kan agere signaturmusik til hver af dem. Men hvad det gør for filmen, at de bliver en del af handlingen, er svær at få øje på.

Er der mere negativt at sige om filmen? Det skulle da lige være den forlorne tolerance-forklædt-som-fandenivoldskhed, der gennemstrømmer filmens jagt på Eas nye apostle.

Det er åbenbart væsentligt for Van Dormael at udvise 2015-rummelighed, jævnfør perlerækken af misfits opremset ovenfor, men det føles, som om tanke og handling ikke følger med hinanden her.

”Sexgalningen” (sådan omtales han i både filmen og pressematerialet) fremstilles eksempelvis som en buttet, blid, seksuelt frustreret midaldrende mand, der finder lykken i form af et job med eftersynkronisering af pornofilm. Da han bliver kæreste med sin dubbing-kollega, som tilfældigvis er hans ungdoms flamme, er han kureret. Undskyld, men hvorfor pokker ligger der en – kristen eller ej – rummelighed i det? Det er heteronormativitet i sin reneste form (behøver man næsten tilføje, at hun er smuk og hvid i huden?) og nærmest en fornærmelse mod de grupper, filmen postulerer at favne.

Det kunne være interessant at se, hvordan filmen ville forholde sig til en sexgalning, der faktisk var en sexgalning. Jesus ville have taget opgaven på sig, men Van Dormael har travlt andetsteds – blandt andet med at lade Catherine Deneuve forelske sig i en zoo-gorilla, der kan opfylde hendes behov for et ægte handyr.

På den måde kommer Det spritnye testamente måske til at opfylde den eneste mission, den ikke havde sat sig for. Nemlig at få flere til at gå i kirke og zoologisk have – og droppe biografturen.