Det store nøddekup 2

Den danske titel, Det store nøddekup 2, er egentlig lidt misvisende for filmens handling.

I den første film fra 2014 iscenesatte de små gnavere, der er filmens hovedpersoner, godt nok et storstilet kup i en nøddeforretning, men toeren har ikke meget med et kup at gøre.

Her er omdrejningspunktet gnavernes kamp mod en flok gniske og besidderiske mennesker, der har indtaget gnavernes park og jævnet deres hjem med jorden.

Uden at være prangende er den originale engelske titel The Nut Job både bedre og mere retvisende. Men generelt er det hverken opfindsomheden eller kreativiteten, der præger den amerikanske animationsfilm.

I starten af Det store nøddekup 2 er alt godt – næsten for godt.

Egernet Vilfred lever livet sammen med resten af gnaverflokken i den lukkede nøddebutik, som de indtog i den første film. Her er der nødder i overflod, så flokken ikke behøver arbejde for føden. Men luksuslivet er en stakket frist, og det har Annie indset som den eneste.

Hun forsøger at lære de unge gnavere, at flid og hårdt arbejde betaler sig, når man skal finde nødder i naturen. Det afviser Vilfred pure, men Annies pointe bliver pludselig bydende aktuel, da nøddebutikken eksploderer efter et gaslæk og brænder ned.

Nu må gnaverne flytte ind i deres gamle hjem, en park midt i byen. Det nye hjem mister de dog hurtigt, da byens kapitalistiske og ondsindede borgmester planlægger at ombygge parken til en ucharmerende forlystelsespark.

Nu må Vilfred, Annie, musen Makker og de andre gnavere kæmpe for deres hjem og drive byggemændene ud af parken.

Forholdet mellem natur og kultur, dyrene og menneskene, løber som en gennemgående tematik. Gnaverne – ført an af den ironiske og foretagsomme Vilfred og den ansvarsfulde Annie – står som repræsentanter for den gode natur, mens den usympatiske og korrupte borgmester er den kyniske kapitalist, der ødelægger naturen for egen vindings skyld.

Det største problem er uden tvivl, at filmen har en forstyrrende tendens til at skære alting ud i pap. Det skyldes formentlig, at Det store nøddekup 2 er tiltænkt børn, men det undskylder ikke at tale ned til publikum og undervurdere deres fatteevne.

”Jeg skal ikke i fængsel – jeg er jo rig,” udbryder borgmesteren således, da gnaverne og politiet får kål på ham.

Heldigvis opvejes det moraliserende af en række veldrejede jokes og et par kække metakommentarer. Når gnaverne skal have drinks, er det ikke piña colada, men peanuts colada. Og da Annie flere gange undervejs forsøger at bryde ud i musicalsang, bliver hun stoppet af sine skeptiske medgnavere, der synes, at det er en åndssvag genrekonvention.

Alligevel er Det store nøddekup 2 ikke bleg for at blæse høj pop- og rockmusik ud på soundtracket, som det efterhånden er en fast vedtægt i den slags animationsfilm for et yngre publikum. Steppenwolfs Born to Be Wild og Etta James’ At Last tildeles således et par afspilninger i løbet af den blot 90 minutter lange film.

Det store nøddekup 2 er tilforladelig, men ordinær familieunderholdning.