Detektiverne

Jeg lader tvivlen komme Esben Tønnesen til gode og vælger at tro på, at det er ren selvironisk kitsch, når hans børnefilm Detektiverne lancerer det mest uelegante eksempel på product placement i filmhistorien.

En mor fortæller sin søn, at han må blive hjemme og passe sin sengeliggende lillesøster. Men det skal han ikke være ked af, for hun har lige bestilt et Stofa-abonnement med video on demand. Og så klippes der på bedste Peter-fra-L’easy-maner til en Stofa-installatør, der hilser med et affabelt smil.

Det må simpelthen være udtænkt med tungen i kinden.

Desværre holdes den resten af tiden lidt for lige i munden i en film, der tager sin fjollede thriller-intrige en smule for alvorligt.

Esben Tønnesen og hans medmanuskriptforfatter Morten Dragsted forsøger at injicere noget humor hist og her. Blandt andet giver Jonas Schmidt og Jens Andersen den som to klumpedumpede håndlangere. Men det virker halvgjort, og der mangler mere af den ironiske distance, der gør løjerne spiselige i amerikanske forbilleder som Kick-Ass.

Til gengæld er løjerne blevet betydelig barskere, siden en håndfuld purunge snushaner løste knap så mørke mysterier i De fem-filmene fra 1969 og 1970.

Detektiverne følger et ydmygt, men meget ambitiøst detektivbureau stiftet af den trettenårige, nævenyttige idealist Mathilde. Hun maler ”CO²-svin” på parkerede biler og korrekser sin lærer, når han docerer om kvindens ”plads” i samfundet. Det hedder ”rolle”!

Mathilde indrullerer de to eneste ansøgere i bureauet, computernørden Tobias og wannabe-taekwondokæmperen Gustav, som begge mest melder sig, fordi de er håbløst forgabt i Mathilde.

Gustav forsøger ellers ihærdigt at sælge sig selv som en ædel miljøforkæmper ved at efterplapre Mathildes jobopslag. Men det er først, da han leverer bureauets første sag, at hans optagelse bliver beseglet.

Han har nemlig en onkel, som har fået en dummebøde af gangsteren Jo (Alexandre Willaume) på grund af en spillegæld. Og det bliver detektivbandens første mission at sætte skik på Jo og hans håndlangere og lejemordere.

Det er ikke ufarligt, for her er tale om rigtige skurke med rigtige pistoler i et miljø uden overskruede fiktionsmarkører. For de mindste bliver det nok for virkeligt og skræmmende (filmen har fået aldersmærkningen 11 år), mens det til gengæld må møde en klangbund i tween-segmentet, som her kan få lidt samtidsorientering ind med deres action.

Manuskriptet er blevet til i konsultation med en sjetteklasse, hvilket muligvis forklarer den uforholdsmæssig høje og lettere anstrengende frekvens af slangord som fuck, shit og nice. Men måske er det også årsagen til, at filmen er så godt i sync med sine hovedpersoner og deres pubertære problemer.

De tre outsidere fremstilles nemlig i øjenhøjde og med sympatisk solidaritet, og de unge skuespillere giver deres roller masser af karakter.

Den bebøjlede Mathilde Wedell Wedellsborg har Klatretøsens girlpower og handlekraft som sin fiktive navnesøster, og Frederik Winther Rasmussen som Tobias demonstrerer solid komisk timing i flere scener. Mest fornøjelig er dog Gustav alias Marcuz Jess Petersen, der ligesom i Klovn – The Movie fuldstændig inkarnerer den ynksomme, generte dreng med sin buttethed, tilbageholdende gestik og sit prøvende, afvæbnende smil, der følger efter hver replik som et appendiks.

Når de alle tre er på lærredet samtidig (og det er de i størstedelen af tiden), er der er en fin dynamik og kemi. Og både deres kyske kærlighedstrekant, spirende venskab og stilfærdige modningsproces er kært håndteret.

Til gengæld fremstår voksenrollerne temmelig underudviklede og bliver aldrig hverken troværdige personer eller specielt komiske typer.

I længden er der desværre for få sving og svirp i filmens plot, som glider lidt for jævnt af sted uden de store overraskelser. Så selvom der er pluspoint til filmen for de gode intentioner og modet til at tilføre børnefilmgenren lidt rå virkelighed, ender det hele uforløst.