Detroit

Kathryn Bigelows nye film er svær at nyde og umulig at slippe.

Som i den overraskende Oscar-vinder The Hurt Locker og Bin Laden-attentatfilmen Zero Dark Thirty danser vi på adrenalin-psykosens rand, bliver en del klogere på lukkede macho-verdener og en del mere forstemte på menneskehedens vegne.Men fuck, hvor kan hun lave film.

Vi skriver 1967.

Med graffiti-versalerne ”SOUL BROTHER” har sorte butiksejere prøvet at frede deres egne vinduer fra ildspåsættelser og plyndringer, mens Detroits fattigste befolkning er i åbent oprør. Gaderne flyder i fem dage af forkullede dæk og glasskår. Politiet er i knæ, arresterne er proppede, og de få patruljerende strømere har ængstelsen og racismen uden på tøjet.

Som filmens historiske fortekster lader os forstå, var ghettoiseringen og forarmelsen af det sorte Detroit blevet til en vabel, der måtte briste. En tilfældig klub-razzia bliver nålen, der prikker hul.

Det er også her, filmen tager sin begyndelse.

Kathryn Bigelow tegner storbyen Detroit som et omsluttende, leddeløst kaos, lader os fysisk mærke anspændtheden i nætter, der er varme af sommer og brændende benzin.

Og så, i hidsige drag, trækker hun os ind i et mikrokosmos i en af byens sorte bydele. Hotellet Algiers Motel er til at begynde med en frizone for sex og jazz, men i filmens neglebidende midterdel får den en klaustrofobisk karakter. Det sker, efter at en politiransagning kører af sporet og udmunder i en regulær belejring styret af overtændte og racistiske betjente.

Motellet bliver torturkammer, skjulested og gerningssted i ét.

Næsten sømløst integreret i dokumentarisk arkivmateriale fra det brændende Detroit er filmen et forsøg på at rette op på det justitsmord, der fandt sted på Algiers Motel for præcis 50 år siden, men som i dag er blevet næsten glemt. En del af plottet er indlysende nok gætværk – med afsæt i den sørgelige parodi på en retssag, der fulgte.

Bigelow og manusforfatter Mark Boal zapper som i en komprimeret tv-serie mellem undercover-politiagenter, håbefulde Motown-sangere, en vagtmand, to hvide Ohio-piger på fremmed territorium og flere andre hotelgæster. Vi kommer ikke mindst ubehageligt tæt på tre korrupte politifolk, hvoraf den ene har indlysende psykopatiske træk (gruopvækkende overbevisende spillet af Will Poulter).

I det hele taget er Detroit meget lidt leflende.

Overalt møder vi mennesker, der ser uret, men tier. Internt mellem de sorte hotelgæster ulmer jalousi og aggressioner. Og filmen virker på den måde langt mindre sort-hvid end Spike Lees film om de sorte ghettoer og langt mere troværdig end Paul Haggis’ racismedrama Crash.

Forhørsdramaet i Detroit er blevet kritiseret for at være for voldsomt – torture porn, mente visse amerikanske anmeldere ved premieren. Men filmen skal gøre ondt, for det er en film, der ønsker at gøre en forskel i debatten om race og vold.

Det er heller ikke en film, man kan regne ud, hverken når det gælder udviklingen fra scene til scene, eller når man prøver at ryste den på plads bagefter. Historieformidling, politikrimi og actionvold i et anfægtet, men aldrig forudsigeligt miks og tilsat soulmusik og retssalsdrama.

Det emmer af ikke mindst af fortsat aktualitet i Trumps og White Supremacy-marchernes USA.

Kathryn Bigelow har i genre og greb udviklet sig til en åndelig tvilling til britiske Paul Greengrass, der slog igennem med Bloody Sunday, om britisk politis massakre på irske demonstranter i 1972, og siden lavede 9/11-dokudramaet United 93.

Bigelow gravede i The Hurt Locker og Zero Dark Thirty i soldaterpsykologi og CIA-mentalitet, og med Detroit afrunder hun en uofficiel trilogi: tre indblik i mandeverdener, hvor magt og psyker brydes – og samtidig tre fabelagtige spændingsfilm.

Den bekræfter til fulde, at Bigelow er dronningen af Hollywood.