The Deuce – sæson 3

1980’erne er blevet til grin.

Årtiet har sneget sig ind i enhver sprække af populærkulturen, hvor det lover os let underholdning i form af morsom genkendelighed.

Særligt slemt står det til på tv-fronten, hvor vi de seneste år er blevet stopfodret som foie gras-gæs med 80’er-nostalgi. Stranger Things, GLOW, The Goldbergs, Red Oaks, Wet Hot American Summer, Comrade Detective for bare at nævne et lille udvalg.

Synthezisere, neonfarver, bobbet hår og strækgamacher – så har man et hit!

Men faren ved, at serierne så ensidigtpræsenterer ”de glade 80’ere” er, at vi glemmer de grimme sider. I sidste ende bliver vi måske helt ude af stand til at forstå årtiets kultur, der også indebar eklatant homofobi, racisme og kvindeundertrykkende adfærd.

Homoseksuelle blev tæsket i gaderne, sorte blev anholdt for deres hudfarve, og så længe man var gift, var det lovligt for mænd at voldtage kvinder ifølge amerikansk lovgivning.

Heldigvis har vi serieskaberne David Simon og George Pelecanos, der ikke lader os glemme de barske realiteter.

De gør samtidig også brug af 80’ernes magi.

Tredje og sidste sæson af The Deuce starter nytårsaften 1984, hvor det nye år bliver skålet ind på barer og klubber på Times Square i New York med tidens musik, skulderpuder og guldøreringe. Men bag den glittede overflade er der en tyngde og en nervøsitet for fremtiden, som skinner igennem alle hovedpersonerne.

Tvillingerne Vinnie og Frankie, gestaltet af James Franco, kæmper med deres rastløshed i forhold til drømmen om et familieliv.

Frankie sniffer nytåret ind omringet af kvinder og håndlangere, selv om han siden anden sæsons afslutning har fået to børn. Vinnie nærmer sig forsigtigt kæresten Abby (Margarita Levieva) til et nytårskys, men der er kommet en afstand og en usikkerhed mellem de to.

Progressive Abby har åbnet forholdet, mens Vinnie er begyndt at fortryde, at han gik fra ekskonen Andrea.

Den succesfulde barejer Paul (Chris Coy) har endelig fået alt, hvad hjertet kan begære: berømte klubber og elskeren Todd, som han er omslynget med i tæt kinddans til en sjælfuld udgave af nytårssangen Auld Lang Syne, mens de er omgivet af habitklædte, stilfulde herrer i den ekstravagante natklub.

Men et lille, brunt område nær Todds hårgrænse vidner om, at lykken får en ende.

Man aner ud fra de første tre afsnit, at Pauls følelser for den aidsramte partner får en betydelig plads i sæsonen, og der tegnes konturer af en stille, politisk opvågnen.

The Deuce har siden starten kæmpet en med at få de mange handlingstråde til at være lige interessante. Mafiasporet kommer aldrig til at vække min interesse, ligesom den gode politimand Chris bliver kastet lidt skødesløst rundt i manuskriptet med nye makkere og sager.

Det hjalp gevaldigt i anden sæson, hvor der især blev zoomet ind på Maggie Gyllenhaals fantastiske Eileen, som gennemgik en forvandling fra prostitueret til pornofilminstruktør. Her nåede serien de højder, man er vant til fra David Simons hånd med serier som The Wire, Generation Kill og Show Me a Hero.

Maggie Gyllenhaal er også tredje sæsons absolutte stjerne.

Efter at have toppet med premieren på sin kunstneriske, feministiske pornofilm skal Eileen forsøge at finde sit ståsted i en pornoindustri, der er eksploderet med fremkomsten af vhs og hjemmevideo. Markedet kræver amatøroptagelser og hardcore-sex, væk er historiefortælling og smukt belyste scener.

Samtidig er Eileens søn nu blevet så stor, at han forstår, hvad mor laver. Sporene fra en hård barndom begynder at vise sig.

Men bedst er det kalejdoskopiske vue over tidsperiodens socialpolitiske problematikker, der væves ind i fortællingen og visuelt forløses i et dystert og gritty New York.

Tredje sæson tegner til at blive mere klassisk David Simon, der med et helikopterblik ser forvandlingen af Times Square, ejendomsspekulanter, kokainmisbrug, prostitution og pornoindustri som et samlet hele af en kapitalistisk tidsånd, der er ved at løbe løbsk.

Det er ikke let nostalgi, men et tiltrængt kritisk blik på årtiet.