Serieanmeldelse
02. jan. 2020
Deutschland 86
Martin Rauch (Jonas Nay) og hans tante Lenora (Maria Schrader) bevæger sig i skyggerne, når de navigerer rundt mellem Øst- og Vesttyskland. Foto | Anika Molnár

Deutschland 86

Konstant spændende spionserie er et satirisk spejl af DDR’s vej til opløsning og Forbundsrepublikkens eskalerende amerikanisering.

Af Bo Tao Michaëlis

Deutschland 83 modtog ikke blot en international Emmy-pris som årets tv-drama anno 2015, men blev også den første tyske serie sendt i sin originale version i USA.

Den spændende og burleske spionhistorie har potentiale til at være politisk sprængfarlig som The Americans og tilbageskuende humoristisk som Good Bye Lenin!, når den gør groft grin af 1980’ernes Tyskland i øst og vest.

Deutschland 86 følger med tre års mellemrum op på den brogede, bittersøde fortælling, der fortsat bruges som et satirisk spejl af DDR’s vej til opløsning og Forbundsrepublikkens eskalerende amerikanisering.

I begyndelsen af serien møder vi antihelten fra Deutschland 83, den østtyske spion Martin Rauch, der spilles med ædel enfoldighed, sexet charme og labil idealisme af Jonas Nay. Han er unådigt sendt i eksil som lærer på et børnehjem i det borgerkrigshærgede Angola.

Men Østtyskland har i konkurrence med Vesten et akut pengeproblem. ”Lighed er ikke billig,” som det bliver sagt sylespidst af en kvindelig chef.

Løsningen kommer fra Martins tante, den erotisk og intrigant entreprenante Lenora. Hun kommer styret til undsætning ved at købe vesttyske våben og sælge dem til apartheid-tidens Sydafrika. FN og Vesten har boykottet al handel med styret, men det ser man stort på hinsides Muren.

Lenora gestaltes glimrende og med rænkesmedende snuhed af Maria Schrader.

Det er hende, der får Martin ud af eksil og på banen igen som hemmelig agent for DDR. Hun står i ledtog med Rose, der er en kvinde fra Nelson Mandelas modstandsbevægelse ANC. Rose spilles med klippefast overbevisning og fragil fremtoning af Florence Kasumba, en værdig modpart til den glatte Martin.

Hjemme i det ideologisk dobbeltmoralske Østtyskland, et land hastigt på vej mod fallit, forsøger en nyoprettet komite under efterretningstjenesten med alle midler at redde landet. For eksempel ved at falbyde egne borgere som forsøgskaniner for vestlige medicinalfirmaer, grelle bivirkninger desuagtet.

Al denne kyniske råddenskab i folkets navn udfolder sig i en velkendt epoke, som også er præget af aids og topstyret af Ronald Reagan som amerikansk præsident.

Deutschland 86 er konstant underholdende som farverig føljeton med meget på sinde – måske også for meget. Serienvil være en dobbeltspillende spion-thriller, som mestrer John le Carré-genren med falsk skæg og blå briller, men flirter samtidig med Indiana Jones-filmenes dramatiske lethed og eventyrlighed.

Der hersker med andre ord en vis usikkerhed om, hvilket genreben historien skal stå på.

Samtidig serveres en satirisk sædeskildring af datiden og især DDR. En østtysk efterretningsmand er således amatørastronom og siger, at når han ser op mod nattens stjerner, spørger han sig selv, om jorden er ensom. Så får han det seriøse svar fra sin stålsatte kvindelige kollega, at ingen er ensom i DDR.

Arbejderparadiset får, hvad der kan ligge på det – og det ofte på en måde, som bekræfter den fordom, at tysk humor er mere gumpetungt grundig end andres, mere elefant end elegant.

Retfærdigvis skal siges, at serieskaberne Anna LeVine og Jörg Winger også bidrager med ganske sobre signalementer af almindelige østtyskeres ve og vel. Hverdagen var trods alt andet end et aldrig sovende Stasi og små butikkers smalkost og mangelvare.

Serien holder fanen fra forrige sæson som en pirrende fantasi om at stikke hånden ind i fortidens europæiske hvepserede, med underskønne momenter af galant lystighed og gustne rænker.

Der er kælet smagfuldt for iscenesættelsen med internationale stjerner og lækkert produktionsdesign. Billedsproget er ambitiøst, og visse scener bliver sågar udrullet med en kunstnerisk elan og koket elegance, som ellers sjældent præger mainstream inden for tv-dramatik.

Slutningen er åben, fortsættelse følger. Serien om Tyskland lidt før Murens fald slutter i 2020 med Deutschland 89.

Titel:
Deutschland 86

Sæson:
2

Land:
Tyskland

År:
2018

Serieskaber:
Anna LeVine, Jörg Winger

Medvirkende:
Jonas Nay, Maria Schrader, Florence Kasumba

Spilletid:
Ti afsnit af cirka 60 minutter

Anmeldelse:
Ti afsnit

Premiere:
20. oktober 2019 på C More

Relevante artikler

Serieanmeldelse
17. feb. 2017
Deutschland 83

Deutschland 83

Fra samme skribent

Serieanmeldelse
26. juli 2024
The Decameron

The Decameron

Serieanmeldelse
19. juli 2024
Lady in the Lake

Lady in the Lake

Biografanmeldelse
15. juli 2024
Den moderne kvinde

Den moderne kvinde

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!