Diana, Our Mother: Her Life and Legacy

Hele verden var i dyb sorg, da Lady Diana døde, kun 36 år gammel, i en bilulykke i Paris i 1997.

De fleste ved, at hun var sammen med sin nye kæreste, som også døde i den sorte Mercedes, og med tiden er hun nok mest kendt for at være en ung prinsesse, der døde alt for tidligt.

Derfor er det ikke nogen dum idé at lave en dokumentar, der portrætterer det godhjertede menneske, som Diana var kendt for at være, inden hun døde.

Det har instruktøren Ashley Gething nu gjort med hjælp fra Dianas sønner, prinserne William og Harry. Sammen sætter sønnerne sig til at kigge på billeder fra deres barndom, og bramfrit taler de om den intimitet, de havde med deres mor, og den kærlighed, hun gav dem.

Elegant, men nok også lidt for rundhåndet får vi et portræt af en kærlig mor, som brugte sin royale status til at sætte fokus på nogle af tidens mest ømtålelige problemer.

Filmen er en klassisk talking head-dokumentar med personer, som var tæt på Diana. De fortæller begejstret om hende, og historierne bliver illustreret af videoklip og billeder fra dengang.

Mest rørende er det at se de to prinser fortælle om kærligheden til deres mor. William var femten år og Harry var kun tolv, da hun døde. De forklarer, at deres mor var en uformel prinsesse, som gjorde en dyd ud af at skabe et normalt liv for sine sønner.

Hun sørgede for, at de jævnligt fik burgere og kom i biffen, og det gjorde tydeligvis stort indtryk på Prins Harry, når hun kørte tur med drengene i sin BMW og hørte Enya for fuld drøn.

Med de små, intime historier i baghovedet er det hjerteskærende at se videooptagelserne af de to drenge, som går med dukkede hoveder efter den ligvogn, som fragter deres døde mor gennem et sørgende London i 1997.

Men dokumentaren handler ikke om Dianas død. Den historie kender vi, og der lægges stor vægt på at beskrive, hvorfor den daværende prinsesse af Wales var så populær.

Prinserne taler med Dianas gode ven, Sir Elton John, om hendes kæmpe indsats i kampen mod AIDS. Kort, men præcist forklarer de, hvordan medierne i 1980’erne dæmoniserede homoseksuelle, fordi det primært var dem, som var ramt af den forfærdelige virus.

Folk var ekstremt bange for sygdommen og derfor også bange for homoseksuelle.

Det gjorde Prinsesse Diana drastisk noget ved, da hun besøgte et hospital fyldt med AIDS-ramte, homoseksuelle mænd. Hun talte med dem alle, men vigtigst af alt gav hun et håndtryk til en af de sygeste patienter.

En fotograf tog et billede af håndtrykket, som på ingen tid gik verdenen rundt, og pludselig havde mange mennesker en langt større forståelse for sygdommen og dens ofre.

Gerninger som denne, hvor Diana brød med det stivbenede kongehus’ tillukkede og verdensfjerne image, gav hende en popularitet nærmest på rockstjerneniveau. Dokumentaren bruger relevante kilder og glimrende arkivbilleder til at male et stærkt billede af prinsessen.

Til gengæld kommer vi ikke helt ind under huden på hende og hører om hendes nedture og mørke sider. Vi ser en masse billeder af hende og hendes mand Prins Charles, hvor de tydeligvis ser triste ud inden skilsmissen, men vi får intet konkret at vide om, hvor grim skilsmissen egentlig var.

Dog viser dokumentaren flere optagelser af Diana, som jages af glubske paparazzifotografer, der hensynsløst prøver at provokere hende for at få et billede, hvor hun græder.

Musikken er nedtonet, men tilpas rørende, når vi ser billeder af den smukke prinsesse, som på det tidspunkt var et kæmpe mode-ikon, fordi hun elskede at se godt ud.

Men overfladisk var hun ikke.

Hun brugte bevidst medieinteressen til at sætte fokus på politiske problemer. Således tog hun kort før sin død til Bosnien for at besøge de mange ofre for landminer, som flere års borgerkrig dengang havde bragt med sig.

Diana, Our Mother: Her Life and Legacy er en værdig mindesten for en anderledes prinsesse.