Disenchantment

En rebelsk teenageprinsesse, en godmodig alf og en ondskabsfuld dæmon udgør det umage trekløver i den animerede Netflix-komedieserie Disenchantment. 

Serien har især tiltrukket sig opmærksomhed, fordi den er skabt af Matt Groening – manden bag alle tiders hitserie The Simpsons. Fortællingen om den dysfunktionelle familie med den karakteristiske gule hudfarve kan snart fejre 30-års-jubilæum. 

Selv om figurerne i Disenchantment ikke er gule, minder seriens animationsstil og humor om The Simpsons. 

Til gengæld har Groening forladt USA og vores nutid for at henlægge sin nye serie til en feudal og middelalderlig fantasy-verden befolket af en broget flok konger, prinsesser, troldmænd, alfer og ondsindede dæmoner. 

Det ligner altså mistænkeligt meget en slet skjult kippen med flaget til HBO’s gigantiske og populære flagskib Game of Thrones, som også The Simpsons har satiriseret over. 

Ikke overraskende er det univers i Disenchantment dog kun en ramme, som den rutinerede Groening bruger til at fortælle om tendenser, fænomener og konflikter, der er lige så relevante for os 2018-mennesker, som de er for seriens riddere og prinsesser. Med en god portion humoristisk sans, naturligvis. 

Titlen betyder ”utilfredshed” og henviser til den unge prinsesse Tiabeanie – kaldet Bean – hvis løsrivelseskamp er seriens gennemgående fortælling. 

Bean er rebelsk, egenrådig og dybt alkoholiseret. Da hendes far, kong Zog af Dreamland, agter at gifte hende væk til en allieret magt, flygter hun fra brylluppet. 

Hurtigt og ad omveje får hun følgeskab af alfen Elfo, der ligeledes er på flugt fra sit hjem, samt en kattelignende dæmon fra helvede, Luci. 

De tre kommer til at danne en trio, som bevæger sig igennem alverdens prøvelser og begivenheder i løbet af seriens første sæson. Hvert afsnit udgør i kapitelform en kort, afsluttet historie, men samtidig er sæsonen også en større sammenhængende fortælling. 

Det lykkes aldrig rigtigt for Bean at undslippe de forventninger og rammer, der er for en prinsesse. Så hvert afsnit er bygget op om et oprør, en løsrivelse eller Beans forsøg på at skabe sin egen identitet. 

På den måde er Disenchantment grundlæggende en coming of age-fortælling. 

Det er derfor ikke ligefrem et originalt greb, at Elfo og Luci agerer henholdsvis Beans gode og dårlige samvittighed. Igennem hele serien giver de prinsessen råd og input, som var de tegnefilmgenrens så velkendt freudianske engle og djævle, der kredser omkring hendes hoved. 

Men med Disenchantment har Matt Groening skabt så charmerende, finurlige og elskværdige figurer, at man meget nemt kommer til at værdsætte trekløveret, selv om den opstilling er set mange gange før. 

Hvert afsnit er stramt komponeret, lydbilledet præget af tempofyldte, truttende trompeter og dialogen fuld af små skøre indfald. Seriens historiske ramme lægger helt åbenlyst op til et hav af anakronistiske metakommentarer, som da præsten læser en meget lang og usammenhængende vielsesprædiken op, og det tørt lyder: ”Kristendommen er stadig i sin tidlige fase.” 

Man skraldgriner ikke undervejs i Disenchantment. Men det bliver til velvalgte spredte og gakkede jokes undervejs, så seriens univers er grundlæggende godt selskab. 

Man kan helt sikkert læse fortællingen om Bean som et feministisk projekt, hvor hovedpersonen ser stort på ydre fremtoning og Sundhedsstyrelsens anbefalinger om alkoholindtag. 

På den måde tør Disenchantment være fræk og grov uden på nogen måde for alvor at træde folk over tæerne. Det er næppe en ny The Simpsons, men mindre kan også gøre det.