The Distant Barking of Dogs

En bil kører i et forsigtigt tempo. Ruden er støvet, vejret gråt og betonbygningerne triste. Der er stille, nærmest påfaldende stille. Pludselig eksploderer et hus i højre side, og det samme gør lastbilen foran. Rester fra lastbilen og huset flyver rundt, og støvet breder sig.

Der er krig i Europa. 

Måske mærker man det ikke i vores lille land, men lige nu foregår der en konflikt i Donetsk-regionen i det østlige Ukraine. Konflikten mellem den ukrainske regering og pro-russiske separatiststyrker har stået på, siden Ruslands annektering af Krim i 2014. 

I den lille landsby Hnutove tæt på frontlinjen bor tiårige Oleg og hans bedstemor. Moren er død nogle år forinden, og faren nævnes aldrig. Selv om de fleste har besluttet sig for at forlade området, har bedstemoren ingen intentioner om at flygte. For som hun siger: ”Vi er en del af det her land, en del af det her land.”

Sammen med sin fætter Yarik bruger Oleg tiden i de naturskønne, men smadrede omgivelser med at bade og fiske i floden.

Der er stille i landsbyen, og stilheden bliver kun afbrudt af gøen fra hunde og krigens buldren. Selv om man aldrig ser soldater eller kampvogne, er krigen altid nærværende for den lille familie og landsbyens få beboere.

Det er ikke første gang, at krigens brutalitet skildres gennem barnets uskyldige øjne. Men danske Simon Lereng Wilmont, der er uddannet på Den Danske Filmskoles dokumentarlinje i 2009, har alligevel skabt en rørende coming-of-age-fortælling og en spændende skildring af en krig, vi har glemt.

I en nærmest poetisk nattesekvens filmer Wilmont nattehimlen, der er gul og rød af ild fra artilleri fra begge sider af krigen. Bedstemoren taler, mens skuddene brager løs. Hun fortæller, hvordan frygten har overtaget landsbyen. Børnene kan mærke den voksende uro blandt de voksne.

Men alligevel går livet sin gang. Børnene kan høre skuddene om natten og bomberne falde, men de virker relativt upåvirkede. Det er nærmest idyl, en barndomsidyl, som kunne vi være et hvilket som helst andet trygt sted i verden. 

I anden halvdel af filmen bliver tonen mere mørk. En ældre dreng fra landsbyen, Kostyak, viser Oleg og Yarik den voksnes legetøj: en pistol. Mens de skyder efter skive, bliver Oleg ramt i benet af en strejfende kugle, der efterlader et dybt sår. Børnenes uskyldige og legende verden sættes skarpt i relief.

Bomberne falder tæt på deres hus, det buldrer og brager uden for hjemmet. Yarik spjætter op hver gang, en bombe falder. Oleg forholder sig roligt, for som han siger: ”Det gør mænd.”

Simon Lereng Wilmont har skabt en poetisk dokumentar, der uden at gøre opmærksom på sig selv følger den lille familie. Vi er en del af hverdagen og fornemmer, hvordan livet fortsætter sammen med anstrengelserne for at skabe tryghed, mens krigen uvægerligt sætter sine spor på sjælen.

Det er forbilledligt nøgternt og usentimentalt fortalt. Alligevel kan man ikke undgå at blive påvirket. Stemningen kryber langsomt ind under huden.

Sådan er det at leve midt i en krig!