Ditte & Louise

Jeg sidder med en fornemmelse af, at denne film ikke burde være noget for mig. Jeg er mand, redaktør, privilegeret.

Jeg er aldrig blevet fravalgt på grund af mit køn eller min alder, men det kommer nok. Jeg har ikke skullet give et blowjob og blive spermet i hovedet for at få et job. Og selv om min krop ikke er noget at råbe hurra for, har jeg aldrig oplevet den som et direkte problem.

Alligevel indlever jeg mig fra første færd i Ditte og Louises kvaler. Jeg mærker deres svedeture, angst for at blive voldtaget og stille indignation over at blive diskrimineret. Og jeg fyldes af glæde, når de to kvinder oplever en lillebitte bid af himlen.

Den bedste humor overvinder barrierer og inkluderer os i et fællesskab. Sådan en film er Ditte & Louise. Det er en frisk, original og sød kønskomedie, som samler os – mænd og kvinder– selv om den bestemt ikke er uden kontante pointer.

I Tootsie klæder Dustin Hoffmans arbejdsløse skuespiller sig ud som kvinde for at få en rolle i en soap. Han er en dygtig skuespiller, men så perfektionistisk, at han er berygtet for at være svær at samarbejde med.

Ditte er ikke svær at arbejde sammen med. Men hun er kvinde og har passeret de 40, så filmbranchen har ikke mange roller at tilbyde. Det skulle da lige være som gammel luder i en Jussi Adler-Olsen-film.

Men da Ditte møder op til casting, kommer den indbildske instruktør – perfekt udleveret af Benjamin Kitter – hurtigt på andre tanker. Ditte er for gammel til at spille Gl. luder, for film skal kilde i dilleren, som han siger.

Så Ditte laver en omvendt Tootsie. Hun ifører sig skæg, kalder sig Ditlev og lander prompte en hovedrolle i en vikingefilm over for Anders W. Berthelsen (der boltrer sig som alfahan med homoerotiske følelser). En ny verden med male bonding, eksklusive natklubber og villige damer åbner sig for den falske mand – og det er faktisk rigtigt sjovt at se en kvinde træde ind i det sammenhold.

Der opstår en kile i forholdet til Louise, som må gå sine egne veje og forelsker sig i en læge (Adam Brix). Det giver en kærkommen mulighed for at vise en omsorgsfuld mand, som dog ikke er uden svagheder.

Med forklædningen vender Ditte og Louise kønsrollerne på hovedet som i den feministiske 70’er-komedie Ta’ det som en mand, frue, hvor en husmor forestiller sig, hvordan verden ville se ud, hvis mænd og kvinder byttede liv.

Men Ditte & Louise er ikke femi-propaganda, og selv om konceptet indimellem godt kan overskygge dramaet, lykkes det at forene rammende budskaber om uligeløn, kropsidealer og overgreb under filmoptagelser med nuancerede karakterer. Det skyldes ikke mindst et solidt manuskript, der smertefrit løfter tv-serien til spillefilm.

I filmens bedste og mest groteske scene bliver vikingefilmens instruktør nærgående over for Ditlev. Men også her er rollerne vendt på hovedet, idet instruktøren er en kvinde med et seksuelt tørlagt ægteskab. Kvinden, der spilles fremragende af Lotte Andersen, gør sig umage med at forføre Ditlev, mens hendes mand interesseret følger med bag den halvåbne dør. På arbejdet virker instruktøren som en kold bitch, men som hun forklarer: ”Fordi jeg er kvinde, er jeg nødt til at være dobbelt så god og dobbelt så hård som en mand.”

Ditte Hansen er en smuk mand med feminine træk. Masken giver ikke mulighed for megen mimik, men hun spiller med øjnene og tillægger sig en dyb herrerøst. Og Louise Mieritz er som altid en fornøjelse med sit legesyge og sødmefyldte spil.

Der er også fine og sympatiske scener, når Ditte og Louise kører landevejene tynde med deres revy, eller når Ditte falder i søvn i armene på kæresten (Henrik Noél Olesen), mens han spiser kyllingeben og læser bogen Kunsten at være kvinde.

Sidste år ramte Christian Tafdrups En frygtelig kvinde som en bombe i kønsdebatten med et slags forsvar for den sagesløse mand. Filmen delte vandene. Men nu bliver de samlet igen af Ditte og Louise, som ikke er spor frygtelige. Vi mænd slipper med en advarsel.