Divergent

Lighederne mellem Divergent og stor-hittet Hunger Games driver ud af lærredet: dystopisk sci-fi-action med en handlekraftig, sympatisk teenage-heltinde, der kæmper mod det regerende, undertrykkende system – plus noget med kærlighed, dødsfald og vendekåberi.

Det er en effektiv mikstur, og også i Divergent fungerer det upåklageligt.

I et efterkrigshærget Chicago 100 år ud i fremtiden er befolkningen splittet op i fem såkaldte faktioner, der har forskellige egenskaber.

De går klædt i bestemte farver (lidt a la 70’er-filmen Logan’s Run, hvor farverne dog indikerer alder), bor i egne bydele, men arbejder sammen – det er et fredeligt og tilsyneladende utopisk system.

Hovedpersonen Tris Prior er født ind i Abegnation-faktionen, hvis kendetegn er uselviskhed, men hun har aldrig rigtigt passet ind i den kategori.

Før eller siden skal alle teenagere selv vælge faktion. Størstedelen vælger den, de er født i, men det hænder, at nogle vælger en ny.

Ikke ulig Harry Potter-universet, hvor de unge troldmænd- og kvinder får tildelt plads på trolddomsskolen Hogwarts ved hjælp af en hat, er der her en virtuel reality-psykologi test, der hjælper de unge med at vælge.

Heldigt for Tris foregår det i enerum, for hendes resultatet er ikke entydigt. Hun passer simpelthen ind i hele tre faktioner. Hun er en ”divergent”. En afviger.

Tris ved ikke, hvad det vil sige, men kvinden, der tester hende, sender hende hjem og siger, at hun ikke må fortælle det til nogen.

Man skal huske at gnide øjnene, for filmens kønne primus motor, spillet af Shailene Woodley, kan godt forveksles med allestedsnærværende it-girl Jennifer Lawrence fra Hunger Games. Uden at have helt samme gennemslagskraft er Woodley bestemt en ung skuespiller, der er værd at holde øje med.

Da valgdagen oprinder, vælger Tris efter lang tids tøven Dauntless, ”Skytsenglene”, som er en gruppe fandenivoldske parkour-tosser, der fungerer som politi i samfundet.

Samfundets mantra lyder: ”Fremtiden tilhører dem, der ved, hvem de er.”

Det efterlader Tris som lidt af en freak, selv om hun ikke taler højt om, at hun faktisk ikke rigtigt passer ind nogen steder. En følelse, der nok er nem at relatere sig til for de fleste, der har været unge engang.

Det er et stort plus for Divergent, at Tris er underhund og mobbe-offer i sin nye faktion. Umiddelbart giver hendes hemmeligholdte afviger-egenskaber hende ingen fordele. Tværtimod må hun kæmpe ekstra hårdt for at klare indvielses-ritualerne.

Filmisk holdes et højt adrenalin-tempo med kamptæsk, spring fra tog i fart og simulerede frygt-maskiner.

Handlingen er også interessant på grund af samfundets smuldrende struktur. Intelligentsiaen, hvis overhoved spilles af Kate Winslet (hvor er hun en fabelagtigt, kalkuleret skurk!), pønser på at overtage magten for at skabe et system, der er endnu mere undertrykkende.

Divergent er ligesom Hunger Games, Twilight og alle de andre teen-fantastiske film baseret på en serie af bøger. Der kommer således foreløbigt to yderligere film om Tris Prior.

Slutningen mister pusten, og filmens 139 minutter føles i overkanten, men Divergent er gennemgående solid underholdning. Det skærer dog i øjnene, da Tris bliver kærester med sin kamp-instruktør Four. Nok er skuespillerinden i virkeligheden i starten af 20’erne, men hun ligner én på femten, der kærester rundt med en nogle-og-30-årig. Lige lovlig friskt.