Do Donkeys Act?

Det starter meget søgt med, at Willem Dafoe kalder æslerne for ”ancient beasts”, mens æslerne brøler karakteristisk. Og den sidste del af et æselbrøl lyder faktisk som en af dinosaurerne fra Jurassic Park.

Men hvad så?

Do Donkeys Act? foregår på flere fristeder for æsler, og optagelserne af de sjove dyr er betagende og tankevækkende. Desværre er monologen, som oftest supplerer billederne, meget plat og uinspireret.

Bedst fungerer det, når Dafoe helt konkret beskriver det, vi ser på billederne, så vores egne tanker kan vandre.

To æsler står ved siden af hinanden på en kold vinterdag, og med replikken ”To livslange partnere holder sammen i kulden” bliver situationen rørende og en smule romantisk.

Under et lægetjek af et æsel ses det, hvordan en maskine trækker vejret for æslet i narkose. Dafoe siger, at en maskine blæser liv ind i æslet, hvilket er poetisk, men også overromantiserende.

Og mange af hans kommentarer er unødvendige, for helt uden hjælp reflekterer man som tilskuer automatisk over forholdet mellem dyr og mennesker. Vi malker dyrene og slagter dem, men vi tager os også af dem.

Især billedet af et æsel, hvis hove er groet fuldstændigt skæve, så æslet næsten ikke kan gå, fortæller fint den pointe, som filmskaberne vil have frem. Selv om vi har taget os af dem, har vi mennesker længe brugt æsler som fragtdyr.

Willem Dafoes stemme er stærk, men snart lyder det som børnetime, snart som ren volapyk. Da et æsel står og gnider hovedet op af et hegn i stalden om natten, lyder det plat: ”Der spilles akustisk musik, mens spøgelsesæslerne hviler sig om natten.” 

Filmens titel i sig selv er kunstnerisk flagrende. Der stilles på lommefilosofisk vis spørgsmålstegn ved, om æslerne mon spiller rollen som æsler over for os mennesker? En åndssvag tanke, som forhindrer filmen i at vise det, der gør den mest underholdende: At se og føle, hvordan det er at være æsel.

Hensigten med filmen må være, at vi skal lære noget om os selv ved at spejle os i æslerne. Men for bare lidt eftertænksomme sjæle er det vel, hvad der sker, når vi ser på dyr i alle mulige sammenhænge.

Derfor føles Do Donkeys Act? ikke som noget særligt i det store ocean af velproducerede dyredokumentarfilm. De mest rørende æseløjeblikke kunne med fordel være blevet klippet sammen til en kortfilm.