Dolemite Is My Name

Eddie Murphy er tilbage og giver den fuld gas i en rolle, der er som skræddersyet til ham. Der er et lækkert meta-element i at give Murphy rollen som komikeren, rap-pioneren og blaxploitation-legenden Rudy Ray Moore.

Moores hysterisk morsomme stand-up fuld af bandeord gav et afroamerikansk blik på genren og fik stor indflydelse på en hel ny generation af komikere, inklusive Eddie Murphy.

Derfor er det ikke så underligt, at Murphy føler sig så godt tilpas i karakteren. Han er sjov, rørende og sprudler af energi i et vaskeægte comeback.

Bevares, det meste er set før.

Filmen tager en klassisk underdog-historie og giver den trompetbukser og plateausko på.

Alligevel er der fænomenal underholdning i den kærlige hyldest til et unikt talent. Præcis som Tim Burtons Ed Wood er det en fejring af det herlige punkt i filmskabelse, hvor entusiasme opvejer for manglende evner, så magi opstår, og en film bliver hyldet på trods af dens mangler.

Men før Dolemite Is My Name giver en meget farverig beskrivelse af den problemfyldte tilblivelse af Rudy Ray Moores overraskende hit Dolemite fra 1975, udforsker filmen komikerens rejse fra lidt fedladen, midaldrende fiasko til brandvarmt fænomen i comedy-undergrunden.

Han arbejder i en pladebutik i Los Angeles, hvor han med uværdigt hyppig frekvens tigger butikkens dj om at spille en af hans mange sange.

”Jeg spiller kun hittene,” siger dj’en, der spilles afdæmpet af den permanent hashpåvirkede Snoop Dogg.

”Den skulle have været et hit,” svarer Moore, og hans selvværd virker kun en smule ramt, for hans liv har været fuld af afslag.

En af Rudy Ray Moores mindre behagelige opgaver i butikken er at smide den lokale bums Rico ud. ”Han stinker af pis,” skriger en kollega og lader Moore om at klare skærene.

Men Rico er et selvudnævnt lager af afroamerikansk folklore. Og i den gamle mands overdrevne levering og lumre fortællinger om sin seksuelle overlegenhed og volden, som han uddeler til sine fjender, øjner Moore en guldgrube af komik.

Han låner historier fra Rico og de andre eksistenser fra pisseranden og skaber figuren Dolemite, en spankulerende alfons begavet med en sølvtunge.

Moore præsenterer karakteren på en scene, og publikum brøler højlydt af grin. Snart har Dolemite indspillet flere comedy-plader så forrygende anstødelige, at ingen radiostationer vil spille dem, og de er nødt til at blive solgt fra bagagerummet af en bil.

Men de sælger godt og giver Dolemite en kultfanskare og en lærling i form af Lady Reed (Da’Vine Joy Randolph).

Dolemite Is My Name er uden tvivl Eddie Murphys film, men der er også andre nævneværdige præstationer.

Som D’Urville Martin – Moores instruktør og medskuespiller i Dolemite – er Wesley Snipes en fryd. D’Urvile er en flamboyant scenestjæler, som er fuldstændigt ude af kontrol i sit egotrip. Han forsømmer ikke et eneste øjeblik for at minde folk om dengang, han spillede en elevatorfører i Rosemarys baby, og så indtager han usømmelige mængder alkohol ved enhver tænkelig lejlighed.

Da’Vine Joy Randolph er også imponerende som den enlige mor, der kommer fra ingenting og efter at have været assistent selv ender som stjerne.

Instruktøren Craig Brewer fylder filmen med et potent soundtrack af 1970’er-funk, der i sig selv gør filmen værd at se – og giver et ekstra pift til de gode præstationer, som lige akkurat undgår at blive overdøvet af de overdådige og farverige kostumer.

Resultatet er en skamløst underholdende feelgood-film, hvor de usandsynlige helte med triumf klarer de udfordringer, som det hvide etablissement sætter op.

Dolemite Is My Name er lidt vel simpel i anskuelsen, og fortællingen rammer også alle de forudsigelige punkter. Men filmens varme og kombination af respektløshed og uskyld får én til at overgive sig.

Til trods for sin brovtende og bandende attitude er Rudy Ray Moore i bund og grund en blåøjet optimist, som er virkelig svær at modstå.