Don Jon

Tiden, hvor man kun kunne se pornofilm i snuskede og snavsede pornobiografer eller ved at luske ind på storebrors værelse og stjæle hans slidte vhs-bånd, er for længst forbi. De eneste strabadser, man skal gøre sig i dag, er at klikke et par gange med computermusen. 

Og det udnytter Jon (Joseph Gordon-Levitt), hovedpersonen i den romantiske komedie Don Jon, i rigt mål. Selvom han hiver smukke kvinder med hjem i seng hver weekend, synes han, at pornoen er langt mere spændende. 

For der giver kvinderne blowjob, de snakker frækt og er klar på at få den bagfra. De er med andre ord langt mere farverige end dem, Jon tager med hjem, og som læner sig lidt for meget tilbage i kedelig missionærstilling. 

Jon onanerer derfor til porno 30-40-50 gange om ugen. Det præcise tal får vi at vide hver søndag, når Jon, som den gode katolik han er, går til skrifte og får at vide, hvor mange Ave Maria’er han skal sige for at råde bod. 

Jons forhold til porno får imidlertid et knæk, da han bliver kæreste med Barbara (Scarlett Johansson), der forbyder ham at se på nøgne piger på nettet, hvilket Jon har mere end svært ved at leve op til. 

Barbara kræver også, at Jon skifter bartenderjobbet ud med et arbejde, hvor man skal gå i jakkesæt. Derfor begynder han på aftenskole, hvor han bliver venner med den noget ældre og mere liberale Esther (Julianne Moore), der skal vise sig at få indflydelse på hans kærlighedsliv. 

Der er mange ting i vejen med Don Jon. Ud over at spille hovedrollen har Joseph Gordon-Levitt skrevet og instrueret filmen, og det er første gang, han prøver kræfter med begge ting. 

Gordon-Levitts vigtigste fødselshjælper til manuskriptet har tilsyneladende været klichehåndbogen. Jon og vennerne rangerer pigerne i byen på en skala fra et til ti.Til middagene hos den italiensk-amerikanske familie sidder farmand i tanktop og ser football, mens mor vil vide, hvornår hun får børnebørn. Og Barbara er den tyggegummigumlende poptøs, der vikler sit hår rundt om højre pegefinger. 

En kliche kan vrides og gives et twist, men det sker næsten ikke i Don Jon. Scarlett Johansson glimter i momenter, fordi hun herligt overspiller med sin tykke New Jersey-dialekt. Man mærker, at Joseph Gordon-Levitt har interesseret sig mest for filmens tema og budskab, men også her går filmen galt i byen. 

Gordon-Levitt har tydeligvis villet fortælle en historie om, hvordan porno og pornoficeringen af mere stuerene medier gør, at vi betragter hinanden mere som objekter. Men de film, der skildrer afhængighed bedst – hvad enten det er sex eller narkotika som i de mere dystre Shame og Requiem for a Dream – har forståelse for, at der er tale om en menneskelig sygdom, som bunder i hovedkarakterens personlige psyke. 

Jons pornoafhængighed er udelukkende et symptom af tiden – ikke et resultatet af hans egen menneskelighed. Og det betyder, at man bliver irriteret over manglende nuancer i dette filmiske debatindlæg, hvis morale doceres uraffineret af Julianne Moores Esther. Har porno for eksempel ikke skabt mere seksuel frihed hos andre mennesker? 

Joseph Gordon-Levitt maler et skræmmebillede, og Don Jon ender som en puritansk hudfletning af bar hud.