Don’t Look Up

Adam McKay kan noget ganske særligt.

Det må kræve store evner at samle tidens største skuespilstjerner og få spandevis af millioner fra Netflix til en film om noget så dystert som verdens undergang.

Instruktøren bag vicepræsidentportrættet Vice, finanskrak-skildringen The Big Short og herligt skøre komedier som Anchorman og Step Brothers pakker da også dommedagsprofetien ind i kulørte gevandter og tosserier.

Don’t Look Up er en fragmentarisk og frapperende oplevelse, som det ikke er lige sådan at blive klog på. Måske er filmen ikke helt så intelligent, som den øjensynligt selv tror.

Men man får lov til at more sig undervejs i den stjernespækkede komedie, som faktisk har for meget på hjerte.

Filmens titel refererer til den gruppering af mennesker, der møder nyheden om et forestående meteornedslag, som vil udslette Jorden, med et ligegyldigt skuldertræk.

”Se ikke op!” lyder mantraet fra blandt andre den amerikanske præsident og hendes søn (Jonah Hill), der også er hendes stabschef, da den lysende kugle efterhånden kan spottes oppe på himlen.

Meryl Streep spiller en storrygende og storskrydende præsident, der nok er inspireret af Donald Trump, men hvis karikatur kunne passe på de fleste arrogante magtmennesker. Også en anden Oscar-vinder, Cate Blanchett, smider alle hæmninger som en oversminket tv-vært, der har for travlt med at opfylde egne behov til at tage sig af apokalypsen.

I hovedrollerne og på den anden fløj – hvor mottoet er ”Se nu bare op!” – står Leonardo DiCaprio og Jennifer Lawrence i spidsen som to forskere, Randall Mindy og Kate Dibiasky, der opdager ildkuglen med retning mod vores planet.

De leverer begge morsomme præstationer i roller, der viser nye sider af de to skuespilleres talent. Han er et angstfyldt og rystende nervøst nervevrag, mens hun er en piercet rebel, der ryger en joint i pressede situationer og ikke er bange for at sige sandheden, som den er.

Don’t Look Up er i filmfamilie med Dr. Strangelove, Wag the Dog, Idiocracy og den slags spredehagls-satirer, hvor alle magtinstanser udstilles.

Det er en vanskelig genre, som hurtigt kommer til at virke rodet, hvis der ikke er en rød tråd i satiren. Og Netflix-filmen virker ikke til at vide, hvad den vil.

Mark Rylance spiller rigmanden Peter Isherwell, der som en blanding af Amazon-ejer Jeff Bezos, Tesla-stifter Elon Musk og Apple-bagmand Steve Jobs er lige dele visionær og ubehagelig.

Men man kommer sig aldrig over, at han taler så underligt lavt og med lange pauser. Det bliver ikke så meget et karaktertræk som blot en utilfredsstillende gag.

Filmen byder på ekstatiske løjer a la Seth Rogen og Evan Goldbergs apokalyptiske This Is the End snarere end drømmende overvejelser om eksistensen som i Lars von Triers Melancholia.

Adam McKay trækker scener som møder i Det Hvide Hus ud på absurditetens overdrev ved at blive længere i situationer, end man normalt ville gøre i den slags komedier. Andre gange krydsklipper instruktøren vildt til montager med alt fra dyreliv til søde babyer.

Det er i det hele taget en film, der sprudler af konstant overskud.

Tidens største stjerneskud, Timothée Chalamet, dukker først op i en lille rolle mod slutningen. Og musikerne Ariana Grande og Kid Cudi spiller et forelsket kendis-par i en historie, som føles noget overflødig, men alligevel får det til at trække i smilebåndene.

I sidste ende forsøger filmen at løfte sig fra eskapistisk hofgøgleri til en slagkraftig fuckfinger mod den apati, der højst sandsynligt ender med at gøre det af med os alle sammen.

”Vi havde det da godt, når man tænker over det,” siger Leonardo DiCaprio tæt på filmens bombastiske afslutning. I det øjeblik, hvor hovedpersonerne er samlet om middagsbordet som i en slags sidste nadver, føler man næsten med de aparte mennesker.