Dopamin

En sygeplejerske, som giver sine patienter en overdosis for senere at føle adrenalinen ved at genoplive dem.

Det lyder som en fremragende på-kantet-af-sædet-thriller. Medmindre man vælger at fokusere på kedelige handlingsspor om et sexløst parforhold og en syg far.

Det fleste husker nok den profilerede sag om sygeplejersken Christina Aistrup Hansen fra Nykøbing Falster, som gav sine patienter en overdosis af medicin for selv at kunne redde dem fra hjertestop.

I 2017 blev hun i landsretten idømt tolv års fængsel for drabsforsøg på fire patienter. Byrettens dom på tre drab blev omstødt på grund af mangel på beviser.

I Dopamin har serieskaberne Martin Winther, Malthe Koch og Christian Vangsgaard – de to førstnævnte er kendt fra Ekko Shortlist – ladet sig inspirere af sagen for at fortælle historien om sygeplejersken Maiken.

Maiken har igennem længere tid forgæves forsøgt at få børn med sin kæreste, lægen Jacob. Hendes liv ændrer sig dog, da en ung, norsk sygeplejerske bliver ansat på hospitalet.

Ida er alt det, Maiken ikke er. Hun lever et bekymringsfrit liv, hvor man sagtens kan tage i byen på en hverdag. Hun skubber gang i Maikens liv, og sammen med Jacob udvikler det sig til et trekantsdrama i Jules og Jim-stilen.

Dramaet spidser til, da Maiken indser, at Ida altid er til stede ved de hjertestop, der er begyndt at ske oftere og oftere på hospitalet.

Desværre har serien ikke de dramaturgiske eller filmiske evner til at gøre historien medrivende. Og dialogen virker unaturlig.

”Det er Maikens far. Han er tidligere overlæge på hospitalet. Han har fremskreden Alzheimers, så han har en tendens til at stikke af.”

Det forklarer Ellen Hillingsøs karakter – så typisk en Hillingsø-figur, at navnet er ligegyldigt – til Ida på hendes første arbejdsdag. To scener efter er Maiken ude og hente sin far, som tydeligvis har Alzheimers, så det er unødvendigt, at serien har skåret det ud i pap.

Scenen er emblematisk for synet på seeren.

I andet afsnit er der to scener lige efter hinanden, hvor Maiken og Jacob ikke kan få deres sexliv til at fungere. Sådan bare for en sikkerheds skyld, hvis nogen skulle have overset den første.

Man sidder også og venter på, at personerne finder ud af ting, som vi for længst har gennemskuet.

Serien starter in medias res med, at Maiken anklager en af sygeplejerskerne for at have slået en patient ihjel. Derefter springes syv uger tilbage.

Alligevel skal vi helt frem til femte afsnit, før en af personerne får en mistanke om, at noget er galt.

Skuespillerne gør, hvad de kan.

Amalie Dollerup er sympatisk som Maiken, men hendes karakter har nogle mærkelige humørsvingninger. Specielt i en scene, hvor hun forståeligt nok bliver sur over, at Ida holder Jacob for øjnene, mens han kører bil. Men efter hun har skældt Ida ud, trækker Ida en flaske champagne frem, og så er Maiken pludselig i et fremragende humør.

Ekko Shortlist-vinderen Jonathan Harboe har rollen som Jacob, men serieskaberne gør aldrig noget spændende med karakteren. Han er reduceret til den lækre læge, som flirter med flere af de ansatte.

Rollen som Ida er spillet af Josephine Frida, som Danmarks ungdom forelskede sig i som Noora med den flotte røde læbestift i Skam. Frida gør, hvad hun kan for at løsne op i det stive drama. Selv om hun virker til at spille med i en helt anden serie, vil man hellere se den.

Christina Aistrup Hansen lider af en meget kompleks personlighedsspaltning. Men den psykologi graver serien sig ikke ned i. Ida bliver bare brugt som en manipulerende skurk i et drama, hvor man har tilføjet stoffer og trekantssex.

Det er moralsk problematisk at gøre en autentisk tragedie til et underholdningsprodukt.

Men ser man bort fra det, kunne serien have været en adrenalinfyldt rutsjebanetur med to kvinder, som er hinandens modsætninger. Killing Eve med sygeplejersker eller en moderne udgave af hospitalsgyseren Leg med døden.

Eller også kunne den have været et psykologisk studie af et gådefuldt sind.

Dopamin er det stof, som hjernen frigiver, når man føler eufori og lykke. Ironisk nok er det ikke noget, man som seer mærker noget til.