Dracula

I 2010’erne nød britiske Steven Moffat og Mark Gatiss succes med deres genfortællinger af mesterdetektiven Sherlock Holmes’ kriminalgåder i tv-serien Sherlock.

Og man kan vist sige, at Moffat og Gatiss har fundet deres niche i genfortællinger af klassiske værker fra den engelske litteratur.

En serie over Robert Louis Stevensons roman Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde er under udvikling, men først er Bram Stokers vampyr-alfader Dracula kommet under kærlig behandling.

Ligesom tilfældet var med Sherlock, går den nye Netflix-serie Dracula helt tilbage til bogforlægget og genfortolker den gammelkendte vampyrmytologi.

Den engelske advokat Jonathan Harker (John Heffernan) ankommer til Transsylvanien, hidkaldt af en mystisk greve, der bor på et endnu mere mystisk slot langt ude i de skovrige bjerge. Harker møder den aldrende Grev Dracula, spillet med teateragtig tyk accent, gammelmandsmakeup og rød morgenkåbe af en veloplagt Claes Bang.

Greven har planer om at flytte til London og skal have advokaten til at underskrive de sidste papirer før afrejsen.

Men alt er selvfølgelig ikke, som det ser ud.

Jonathan Harker opdager til sin rædsel, at han ikke er gæst, men fange på det store, labyrintiske slot. Samtidig bliver Grev Dracula hastigt yngre og yngre for hans øjne, mens Harkers eget helbred begynder at skrante, og han hjemsøges af mareridt hver nat.

Senere vågner han i en miserabel forfatning, indlagt som patient på et nonnekloster. Han kan ikke huske, hvordan han er endt der, men han er sikker på, at han er undsluppet Draculas klør.

En hollandsk nonne med det genkendelige navn Agatha Van Helsing (Dolly Wells) begynder at grave i Draculas hemmeligheder, da den udøde greve hjemsøger klostret i sin søgen efter Jonathan Harker.

Hvor Sherlock fornyede de utallige Sherlock Holmes-filmatiseringer ved at flytte handlingen til et moderne London, er den største nyskabelse i Dracula for den efterhånden gennemtæskede vampyrgenre at skifte kønsfortegn på Draculas ærkefjende Van Helsing – fra mand til kvinde.

Serien giver til gengæld god, gammeldags gotisk gys for alle pengene med skumle slotte, ulve og masser af udødelige gespenster. Seriens visuelle side formår med pomp og pragt at opbygge en passende stemning af snigende uhygge, og det er tydeligt, at der ikke er blevet sparet på udgifterne.

Claes Bang nyder helt åbenlyst at spille blodindsmurt vampyrgreve. Han tilføjer Dracula en gemen nysgerrighed og charme, der får ham til at fremstå umenneskelig og uberegnelig på samme tid.

Og Claes Bang er da også det bedste ved seriens første halvanden time lange afsnit ud af tre.

Man kan endda håbe, at han og serien kan gøre vampyrer en lille smule uhyggelige igen. Med den mængde vampyrfiktion, der er kommet siden årtusindeskiftet, er det næsten en nyskabelse med en serie, der præsenterer vampyrer som uhyggelige monstre og ikke modelsmukke og martrede, romantiske sjæle.

Første afsnit disker samtidig op med flere hemmeligheder og mysterier, der higer efter at blive forklaret. Ikke mindst den egentlige årsag til, hvorfor Dracula ikke kan træde over en dørtærskel uden at være blevet inviteret, og hvorfor han ikke tåler krucifikser.

Det vækker masser af forventning.

Men med den slags mysterieopbygning man kan også blive nervøs for, om serien er lige så klog, som den selv tror. For enhver gåde har brug for en god forklaring.