Dracula Untold

Hvad nu, hvis Grev Dracula oprindeligt var en barmhjertig fyrste, der måske nok kunne være en badass, når omstændighederne krævede det, men som allerhelst levede i fred og idyl med sin elskede kone og søn?

Det er spørgsmålet, der driver handlingen i Gary Shores filmatisering nummer hundredeogetellerandet af Bram Stokers klassiker fra 1897 om verdens mest berømte vampyr.

Og svaret: Han ville være væsentligt mindre interessant.

Undskyldningen for at hive den gamle blodsuger op af kisten nok en gang er en nyskabende baggrundshistorie (som ikke er så nyskabende endda, hvis man har set prologen til Coppolas Dracula-fortolkning fra 1992). Påhittet er at slå Stokers Dracula sammen med den historiske, rumænske krigsfører Vlad Dracula, der vist i sin tid blot inspirerede Stoker med sit navn.

Her er det Vlad, den pælespiddende fyrste af Valakiet fra det 15. århundrede, der bliver til Grev Dracula.

Da hans folk bliver trynet og truet af det ekspansive Osmanniske Rige, indgår han nemlig en faustisk pagt med en dæmon. Aftalen er klar: Vlad får de superkræfter, der skal til for at besejre fjenden, men med dem følger en ubetvingelig blodtørst. Den skal han modstå i tre dage, hvis han vil undgå et evigt liv som vampyr.

Det er sin sag, når ens fagre hustru konstant koketterer omkring med opskubbet barm og blottet hals og får Dracula til at svede som en narkoman, der tager en kold tyrker.

Så langt fungerer filmen udmærket.

Debutanten Gary Shore er en stilistisk bevidst instruktør, der låner af æstetikken fra 300 og skaber et lækkert look i samspil med den erfarne fotograf John Schwartzman. Og Luke Evans er glimrende i sin første store hovedrolle.

Draculas’ indre konflikt spejles i mimikken, og med sin Legolas-møder-Aragorn-karisma bærer han actionscenerne med graciøs brutalitet.

Også Sarah Gadon er troværdig som hustruen Mirena. Hendes klippefaste trofasthed over for husbonden med hugtænderne gør det let at købe kærligheden mellem de to, selvom deres indbyrdes dialog pendler uskønt mellem forceret højtidelighed og svulstige floskler. Og Charles Dance er hvislende diabolsk som den slangeagtige dæmon.

Men det lovende anslag løber ud i en lidt for genkendelig gang superheltefilm-møder-fantasy-tilsat-en-skuffende-lille-mængde-horror, der tager lån hos blandt andre Game of Thrones, Ringenes herre, 300, Hulk og Batman og selv synker ned i en identitetskrise.

Filmen er kke helt spændende nok, ikke uhyggelig i mere end momenter og aldrig sjov. Kun ufrivilligt, når Dominic Cooper som den stereotype skurk leverer sine replikker med en bizar og affekteret accent. Hvorfor osmannerne i det hele taget skal have accent, når de østeuropæiske helte taler perfekt engelsk, er svært at svare på.

Filmen er ganske ujævnt fortalt og hopper repetitivt fra actionscene til actionscene uden at bygge konflikten op mod klimakset.

Under kampene er det småt med spændingen, for vores helt er praktisk talt usårlig. Og så lider actionsekvenserne under Gary Shores hang til flimrende klipning og en noget ødsel brug af effekter. Det ser ellers godt ud, når himlen fordunkles (yderligere) af en flagermusesværm, men med hver gentagelse føles det mere og mere som desorienterende pynt, der skal aflede opmærksomheden fra manuskriptets huller.

Kan man leve med at se Grev Dracula reduceret til en renfærdig superhelt i en romantisk actionfilm næsten strippet for uhygge, så er Dracula Untold en tilforladelig omgang fantasy-action.

Planen er at eftergøre Marvels superhelteunivers med en serie af intertekstuelle monsterfilm. Og dette første eksemplar viser et potentiale, som den uundgåelige opfølger forhåbentlig kan indfri.