Dreyers Gertrud

Danmark er et stort filmland, der allerede i filmens tidlige begyndelse markerede sig som en af verdens førende filmnationer.

I dag kan vi endda prale af at være hjemland for en af historiens bedste filminstruktører, Carl Theodor Dreyer.

Den danske maestro, der begyndte sin karriere som mellemtekst- og manuskriptforfatter for Nordisk Film Kompagni i 1919, opnåede verdensberømmelse med Jean d’Arcs lidelse og død (1929), som han indspillede i Frankrig.

En produktion, der står som en af stumfilmens klassiske værker.

Efter indspilningen af Vampyr i 1932 vendte Dreyer tilbage til Danmark, hvor han senere cementerede sin position med Vredens dag i 1943 og Ordet i 1955.

Og så var der Gertrud, der blev til i karrierens efterår. Hjalmar Söderbergs skuespil fra 1906 om en kærlighedsstræbende kvinde og hendes forhold til tre mænd, der har arbejdet som højeste prioritet, havde været en livslang drøm for Dreyer at filmatisere.

Men ved premieren i Frankrig, hvor Dreyer var et stort navn og beundret af nybølge-instruktørerne Truffaut og Godard, blev filmen modtaget negativt af anmelderne.

Den var for langsom og spillestilen for stiv, skrev anmelderne. Og selv om kritikken forstummede en smule ved den danske premiere nogle uger senere, delte filmen vandene.

Tilblivelsen af Gertrud har den danske producer, instruktør og Dreyer-fan Daniel B. Sørensen nu lavet en yderst velsmurt dokumentar om.

På små 45 minutter foldes Dreyers liv ud fra adoptivbarndommen over ansættelsen på Berlingske Tidende til arbejdet på Nordisk Film Kompagni, tiden i Frankrig og helt frem til tilblivelsen af Gertrud.

Med fine, grynede arkivklip og en fortællerstemme, der leder os gennem Dreyers liv, bliver vi ført ind i de essentielle aspekter af instruktørens tilværelse. Og netop den indførende tilgang gør, at dokumentaren fungerer fremragende som introduktion af Dreyer for novicer.

Dreyers Gertrud skildrer en besværlig tilblivelse af en film. Kun modvilligt gav filmselskabet Palladium grønt lys til projektet. Dreyer havde ry for at være svær at arbejde med, og der var problemer med at få rollebesætningen til at gå op samt udfordrende regissør-arbejde.

Men filmen fortæller også interessant om Dreyers film- og kunstanskuelser. Især hans opbygning af stemningen og universet i Gertrud er fascinerende. Med afsæt i Vilhelm Hammershøi’ske plateauer skabte han en filmisk pendant til et værk af den danske maler.

Netop den stilistiske tilgang fik filmen kritik for. Men den insisterer på at overlade det til den enkelte tilskuer at lede efter det essentielle i det filmiske billede. Handlingen er, som en lysestage, et lysindfald eller en åben dør kan være det hos Hammershøi.

Det bliver i filmen fortalt af dygtige eksperter, Dreyers venner og gamle medvirkende i hans film.

Kun savner man et lidt større fokus på selve fortællingen i Gertrud, og hvordan Dreyer greb den an.

Som journalist skrev Dreyer om flyvning og vovehalse, og den samme vovede tilgang overførte han til sin filmiske praksis.

Han gik sine egne veje uden hensyn til de herskende tendenser og samtiden. Men det er nu engang stadig bemærkelsesværdigt, at han med Gertrud indskrev sig tematisk og stilistisk i den moderne europæiske film.

Og stadig hører til der. I 2012 optrådte filmen sågar på det britiske magasin Sight & Sounds liste over de 50 bedste film nogensinde.

Det bekræftes kun i Daniel B. Sørensens glimrende dokumentar, der i den grad har sans for det minimalistiske mesterværk.