Biografanmeldelse
26. mar. 2022
Drive My Car
Kafuku (Hidetoshi Nishijima) og hans privatchauffør Misaki (Tôko Miura) har lig i lasten, men under deres lange ture åbner de langsomt op. Foto | Mio Hirota

Drive My Car

Følelserne finder vej fra hjerte til tunge i gribende filmatisering af Murakami-novelle om det, der gør livet svært og smukt.

Af Rasmus Brendstrup

Undskyld på forhånd til alle Murakami-fans. Men når to af de bedste film fra de seneste år er baseret på Haruki Murakamis noveller, siger det mere om instruktørgeni end om den japanske forfatters forcer.

Filmene er Lee Chang-dongs semipsykotiske Burning fra 2018 og Ryûsuke Hamaguchis Drive My Car. Begge formår at sige noget dybt og vedkommende om det at miste og søge fodfæste.

I Drive My Car er afsættet en novelle på 30 sider fra samlingen Mænd uden kvinder. Men tilføjelserne er så radikale, kreative og dybsindige, at det er helt på sin plads, at japanske Hamaguchi har fået tre Oscar-nomineringer, blandt andet for bedste adapterede manuskript.

Teaterinstruktøren og skuespilleren Kafuku (Hidetoshi Nishijima) mister sin elskede hustru til en gemen blodprop. Hun havde forinden en affære, som Kafuku opdagede, men ikke konfronterede hende med.

Han er ikke konfrontatorisk, snarere opmærksom og analytisk. Måske knudret. Nu sidder han tilbage med tomhed og ubesvarede spørgsmål.

Kafukus specialitet er tværsproglige forestillinger, hvor kinesiske, koreanske og japanske skuespillere taler hvert deres modersmål. Sproget fanger alligevel aldrig essensen af vores følelsesliv, synes hans filosofi at lyde.

Det matcher hans private tillukkethed.

To år senere takker Kafuku ja til at instruere en forestilling i Hiroshima: Anton Tjekhovs Onkel Vanja. Han vil dog ikke selv spille titelrollen: ”Tjekhov er frygtindgydende,” forklarer instruktøren. ”Han trækker dit sande jeg frem.”

Noget rumsterer tydeligvis i ham.

Kafuku tildeles en yngre, kvindelig privatchauffør Misaki (Tôko Miura), som får hans vintage-Saab til nærmest at svæve gennem det nordjapanske landskab.

Han nyder det og lader hende høre øvereplikker på bilens båndoptager, som er indtalt af hans afdøde hustru.

Bilen var deres fristed. En dør til det private åbnes på klem. Mere tydeligt mærker vi hans inddæmmede vrede, da den unge skuespiller, der havde en affære med Kafukus kone, skamløst melder sig til audition og begynder at fable om, at konen ”har bragt de to sammen”.

Kafuku udtænker en raffineret form for hævn, og vi hepper på ham!

Drive My Car har ikke samme filmiske præg som Burning, der lever højt på sine fortolkningsåbne, ildevarslende og mystisk ladede billeder.

Hamaguchis film er totalt umystisk, en ordenes og skuespillernes film. Men den er dybfølt og gribende på en måde, vi ikke ser særligt tit. Der er noget på spil.

Kunsten er en sublimering af livet, men også et projekt, personerne lever og ånder for.

Der er en duft af Bergman og Truffaut. En tredje filmisk inspirationskilde er Malles Vanya on 42nd Street (1994), der lader samme Tjekhov-stykke folde sig skiftevis ud som teater og backstage-drama.

Stykket og handlingen spejler hinanden, men det er aldrig selvfedt eller postmoderne. Vi bliver fluer på Saab-instrumentbrættet og bisiddere til intense, fremmedartede teaterprøver.

Ikke mindst bliver vi lidt forelskede i Kafukus lokale assistent, der trods sin beskedne fremtoning udvikler sig til en central karakter med egne lig i lasten.

Ryûsuke Hamaguchis dialoger er den melodistemme, der står i orkesterets forgrund. Glasklar og fængende, mens den konstant skaber fremdrift.

Drive My Car er en film, der – ligesom assistenten – fremstår menneskeklog og mådeholden, mens følelserne finder vej fra hjerte til tunge. Til slut sidder man tilbage med følelsen af at have været på en intens jordomrejse, beriget og kørt hjem igen.

Med sine tre timers spilletid er der en ro og et fokus, som har manglet i Hamaguchis tidligere film, heriblandt sidste års Japanske fortællinger.

Drive My Car er det værk, Hamaguchi har bygget op til. En fuldt forløst film om det, der gør livet svært og smukt: kommunikation, kunst, kærlighed.

Titel:
Drive My Car

Land:
Japan

År:
2021

Instruktør:
Ryûsuke Hamaguchi

Manuskript:
Ryûsuke Hamaguchi, Takamase Oe

Medvirkende:
Hidetoshi Nishijima, Tôko Miura, Reika Kirishima

Spilletid:
179 minutter

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Premiere:
31. marts

Relevante artikler

Biografanmeldelse
23. juli 2021
Japanske fortællinger

Japanske fortællinger

Cannes 2021
14. juli 2021
Japaner udforsker skyldfølelse i en bil

Japaner udforsker skyldfølelse i en bil

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
17. juli 2024
Memory

Memory

Biografanmeldelse
02. juli 2024
Hvisken i støvet

Hvisken i støvet

Biografanmeldelse
26. juni 2024
Samsara

Samsara

Biografanmeldelse
01. juni 2024
La chimera

La chimera

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

En stjerne fødes i nyt Ekko
Nyhed
30. aug. 2018

En stjerne fødes i nyt Ekko

Da min kornmark blev Halmtorvet
sommerserie
23. aug. 2020

Da min kornmark blev Halmtorvet

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!