Du forsvinder

I 1999 blev han udråbt til et af de største danske filmtalenter med sin afgangsfilm Lille Mænsk. I 2007 kom den prisvindende spillefilmdebut Kunsten at græde i kor. Siden har der været stille omkring instruktøren Peter Schønau Fog, der blandt andet tog en frugtesløs afstikker som konsulent på Filminstituttet.

Men nu er 45-årige Schønau Fog tilbage, denne gang med en filmatisering af Christian Jungersens bestseller Du forsvinder.

Skolelederen Frederik (Nikolaj Lie Kaas) er blevet anklaget for underslæb. Over et års tid har han formøblet tolv millioner kroner, og Saxtorph Privatskoles bestyrelse har nu trukket ham i retten.

Men Frederik er ikke rask.

På en ferie på Mallorca falder Frederik ned fra en bjergside. Han overlever uden de store mén, men lægerne opdager en hjernesvulst, der trykker på frontallapperne. Et tryk, der kan hæmme impulskontrollen og ændre ens personlighed. Den spanske læge forklarer viven Mia (Trine Dyrholm), at ”din mand mister al indlevelse i dig”.

Frederik skal forsøge at overbevise retten om, at han ikke var tilregnelig i gerningsøjeblikket. At det var den orbitofrontale skade, der gjorde, at han den ene dag købte en dyr bil og den anden dag solgte aktier, han ingen forstand havde på.

Problemstillingen er uhyre interessant. Hvor sygt skal dit sind være, før du i domstolenes øjne har været sindssyg i gerningsøjeblikket?

Men for at vi som publikum kan forstå dilemmaet til fulde, har vi brug for at foretage vores egen vurdering af Frederiks psyko-sociale skader. Og det er ikke nemt i en tidslinje, der springer frem og tilbage.

Du forsvinder starter med at klippe mellem retssagen, Mallorca-ferien og forløbet op til retssagen. Og selv om det er Frederik, der er centrum for fortællingen, ser vi forløbet gennem Mias evigt tårevædede øjne.

Mia kan ikke forstå, hvad der sker med hendes mand. Hun opsøger en støttegruppe, begynder at interessere sig for neuropsykologi og forsøger at forklare hver eneste af sin mands handlinger som et produkt af neuroner og nervebaner.

Desværre gør hun det også for publikum.

I en enerverende voice-over får vi forklaret de mest basale teorier inden for neuropsykologien, og Trine Dyrholms artikulationer er så tydelige, at man næsten kan klappe stavelserne: ”as-so-ci-a-ti-o-ner.”

Den ellers normalt visuelt bevidste Peter Schønau Fog har en overraskende hang til at forklare tingene frem for at vise dem.

Mia forklarer i retssalen, hvordan Frederik var før hjernesvulsten. En travl karrieremand. Men for tre år siden begyndte Frederik at ændre sig. Han kom hjem til spisetid og tog sig af Mia.

Og her begynder filmen at blive mudret. Mia betegner det som de bedste tre år af deres liv, hvilket ikke hænger sammen med de gængse orbitofrontale skader, der tæller hyppige vredesudbrud, svigtende hæmninger og manglende social indsigt og engagement.

Nikolaj Lie Kaas viser faktisk alle de forskellige aspekter af en hjerneskade i sin karakter, der ofte er arrig og utilregnelig. Men fordi tidslinjen er hakket i stykker, er det svært at fornemme udviklingen. Har Frederik altid været sådan? Hvornår begyndte ændringerne?

Netop det pirker anklageren – en troværdig Mikkel Boe Følsgaard – til. Og det kan meget vel være en pointe, at vi som tilskuere skal være i samme syv sind. Men det irriterer mere, end det inspirerer, især fordi vi aldrig når at lære bare én af de mange forskellige personligheder at kende.

Frederik skubbes ud på et sidespor i Mias fortælling, der gradvist begynder at handle om Mias forhold til forsvarsadvokaten (Michael Nyqvist).

En drejning mod slutningen efterlader os med det indtryk, at Mia også er en smule skør. At hjernen er foranderlig, hjerneskade eller ej. At vi også selv danner fortællinger, fortrænger og forvrænger virkeligheden. Men i den anskuelse ligger en negligering af de problemer, som rammer virkelige hjerneskadede og deres pårørende.

Hvilket for eksempel Sine Skibsholts glimrende dokumentar Dem vi var gør rede for.

Peter Schønau Fog forsøger også at skildre, hvor svært det er at elske en person, der pludselig bliver en anden. Desværre kommer han ikke i mål med projektet.