Biografanmeldelse
21. sep. 2023
Dumb Money

Keith (Paul Dano) er en nørd med bandana og katte-t-shirt, men da hans elskede computerspilkæde er i fare for at lukke, træder han i karakter som en moderne Robin Hood.

Foto | Black Bear Pictures

Dumb Money

Man sidder med en sejrsklump i halsen i autentisk drama om en nørd, der udfordrer griske aktiespekulanter og starter en folkelig bevægelse.

Af Alexander Barfred Bajer

”Dumme penge” er normalt et begreb, vi bruger om dumme, værdiløse spontankøb. Men i Craig Gillespies komedie er det rige spekulanters øgenavn for amatørinvestorer. 

Dumb Money er den sande fortælling om YouTuberen Keith Gill (også kendt som Roaring Kitty), der med en solidarisk bevægelse på sociale medier paralyserede Wall Street og ændrede synet på individuelle investorer for stedse. 

Paul Dano (There Will Be Blood, Little Miss Sunshine) spiller Keith, som har lagt hele sin opsparing på 53.000 dollars i aktier fra GameStop – en forretningskæde, der måtte dreje nøglen om i Danmark i 2020, men stadig findes i USA. 

Som finansanalytiker ved Keith godt, at det på papiret er en dårlig forretning. Vi er midt i corona-epidemien, hvor selvisolation er blevet new normal. 

”Hvem bevæger sig ud fysisk for at købe computerspil, når du kan downloade dem hjemmefra?” lyder rationalet fra Wall Street, der har dømt kæden ude. 

Men Keith har et ømt hjerte for kæden og er overbevist om, at finanseksperterne tager fejl. For ham er GameStop ladet med nostalgi og er bevaringsværdigt. 

Ligesom den billige øl fra det lokale bryggeri, som fyren med katte-t-shirt insisterer på at drikke, når han er ude med sin slipsesmarte børsmæglerven, som prøver at prakke ham på den langt finere Heineken. 

Vennen begriber selvfølgelig ikke, hvad Keith ser i de værdiløse aktier, han lægger sine penge i. 

Den stenrige spekulant Gabe Plotkin, som Seth Rogen spiller med overbevisende privilegieblindhed, har imidlertid udset GameStop til at være et oplagt offer for såkaldt shorthandel. 

Det er en omvendt form for investering, hvor man profiterer på faldende kurser. Det kan stort set ikke gå galt. Men hvis det alligevel gør, risikerer man at falde i et bundløst hul af gæld. 

Plotkins strategi går ikke Keiths næse forbi. 

På et Reddit-forum for aktiehandlere opfordrer han fattigrøve som ham selv til at tage kampen op mod rigmandens gigantiske investeringsfond ved at købe GameStop-aktierne og holde på dem. 

”Diamond hands” lyder mantraet, der spreder sig på det sociale medie. Det vil nemlig give Plotkin en vigtig lærestreg. 

Keith har ingen ambitioner om at vælte sig i penge. Han lever et beskedent liv med kone og barn i et helt almindeligt boligkvarter i Massachusetts. En simpel mand med en stor retfærdighedssans, som helt uselvisk lægger sine penge dér, hvor han har hjertet med. 

Filmen understreger overbevisende den pointe. 

I takt med at bevægelsen mod Plotkin vokser, stiger værdien af GameStops aktier ironisk nok til astronomiske beløb. Plotkins fond bløder, da ingen vil sælge. 

Det er en sejlivet kamp mellem arbejderne og eliten, og at arbejderne triumferer, overgår Keith vildeste fantasi. Efter massiv mediedækning fanger sagen også parlamentets interesse. Og den bandanaklædte Robin Hood skal pludselig stå skoleret over for Kongressen. 

Paul Dano er glimrende i rollen som den joviale og snusfornuftige nørd, og Pete Davidson er brillant bøvet som hans bror og komiske sidekick. 

Familiemedlemmerne spiller i det hele taget en stor rolle. Det er i deres genkendelige selskab, at vi slapper af og sidder med et det-kender-jeg-godt-smil på læberne. 

De stiller de logiske spørgsmål, man brænder inde med i biografsalen: Hvorfor sælger du ikke, Keith? 

Men som filmen viser, da Keith, Plotkin og hans medsammensvorne skal forklare sig over for Kongressen, kommer man længst med ærlighed. 

På lillebrorens anbefaling løber Keith med bar dolk i tordenvejr, for i modsætning til de griske pengemænd, han er oppe i mod, har han intet at skjule. 

Han kan virkelig bare godt lide GameStops aktier. En nærmest brinkmannsk morale, der vil efterlade publikum med en sejrsklump i halsen og en stærk følelse af, at retfærdigheden har sejret.

Titel:
Dumb Money

Land:
USA

År:
2023

Instruktør:
Craig Gillespie

Manuskript:
Lauren Schuker Blum, Rebecca Angelo, Ben Mezrich

Medvirkende:
Paul Dano, Pete Davidson, Vincent D'Onofrio

Aldersgrænse:
Tilladt for alle

Spilletid:
105 minutter

Premiere:
21. september

Fra samme skribent

Biografanmeldelse
11. jan. 2024
Mean Girls

Mean Girls

Biografanmeldelse
06. dec. 2023
Ønsket

Ønsket

Nyhed
26. maj 2025
Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Jafar Panahi vinder Guldpalmen

Interview
26. maj 2025
Uden store armbevægelser

Uden store armbevægelser

Feature
29. okt. 2024
For abonnenter
Fuck systemet!

JAGTVEJ 69: Fuck systemet!

For abonnenter
Tatami
Biografanmeldelse
30. okt. 2024

Tatami

Birds
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Birds

Nul stjerner – sæson 7
Serieanmeldelse
04. aug. 2024

Nul stjerner – sæson 7

Sex
Biografanmeldelse
29. juli 2024

Sex

Mest læste

Ekko
Magasin · maj 2024

Ekko #96

I dette nummer dykker vi ned i politiske diskussioner med Jonathan Glazer og Christina Rosendahl, og vi tager en nostalgisk rejse tilbage til Nils Vests dokumentariske opgør. Vi kårer de bedste Guldpalmevindere fra Cannes, og du kan læse om Zendayas vej til magten i Hollywood. Fra byvandringer i Egon Olsens fodspor til dommedagstemaer i film – det her magasin har det hele!