Early Women Filmmakers

Intet ville være mere perspektivrigt i nutidens diskussion om kvindernes bidrag til og andel i filmproduktionen i USA end en demonstration af, hvad vi har tabt, siden kvinderne var stærkt repræsenteret i især 1910’erne og 20’ernes film.

Angiveligt stærkere end nogensinde siden.

Men den samling, der ville give os den kontekst, er ikke Early Women Filmmakers. An International Anthology.

Langt fra endda.

Efter at have set samfulde cirka ni en halv timer, adskillige af de kortere film flere gange, fatter jeg stadig ikke princippet, samlingen er kurateret efter.

Hvis princippet er at vise os det bedste, kvindelige filminstruktører formåede i verden i årene 1902-1945, må man sige, at den fejler med bravur. Her er kun enkelte, virkelige godbidder og til gengæld en masse – lad os bruge det korrekte ord – slam.

Virkelig underlødigt og uambitiøst.

Det er begge køn lige gode om, men hvor er det besynderligt, at niveauet ikke er højere.

Mange af disse kvindelige instruktører er krediteret på filmene side om side med deres mand. Mit bud er, at man dermed kom nemmere igennem et system, der var mere positivt indstillet over for mænd, men klogere er jeg ikke blevet på fænomenet.

Dorothy Davenport, der var enke efter en stor stumfilmsstjerne, opkaldte sig selv efter sin afdøde mand, Mrs. Wallace Reid. Hendes spillefilm, krimien The Woman Condemned (1934), er nok boksens allerværste bidrag. Man fatter næsten ikke, at noget kan være så stift og akavet, i en tid, hvor film ellers bugnede af fortællelyst og behov for at sprænge kameraet fri af sine tøjler.

Leni Riefenstahl er – ja, undskyld – altid god, men hvad laver hendes indrømmet sindssvagt flotte mytologisering af nazihæren i denne kontekst? Er der en sarthed i billederne af soldaterne, mens de bliver venner og bonder under morgenbadningen, som en mand ikke ville have haft blik for? Måske.

Der har været en modviljen i mange lejre mod at kalde Riefenstahl for ægte nazist. Man har bortforklaret det med, at hun var en naiv, ung kunstner, der ikke vidste bedre. Ville man om en mand sige, at han var forført til nazismen snarere end, at han selv havde valgt den?

Det er altså ikke filmenes kvalitet, der har afgjort udvælgelsen. Princippet har heller ikke været at vise, hvordan kvinder klarede sig i et specifikt studiesystem, en specifikt kulturkreds eller i en defineret genre. For filmene her er all over the place: et par spillefilm, masser af kort- og eksperimentalfilm, et par dokumentarer, nogle animationer … lidt af hvert.

Har meningen været at vise, hvordan kvindelige kunstnere forholdt sig til det kønspolitiske i årene inden feminismens gennembrud i den vestlige del af verden?

Det var det, jeg håbede, men overhovedet ikke. Selv ikke som underliggende agenda ligger det kønspolitiske i disse film.

Dorothy Arzner, der var den eneste kvinde, der jævnligt arbejdede inden for Hollywood kommercielle studiesystem, repræsenteres på boksen af én film, Dance, Girl, Dance (1940). Men boksen viser kun én scene herfra, 3,53 minutter, som til gengæld smager af mere. I scenen stiller en danserinde sig op i det teater, hun optræder i, og giver de mænd, der pifter ad hende og håner hende, sådan en skideballe. En kvinde rejser sig og applauderer hende ivrigt, og langsomt vinder dette lille feministiske opgør tilhængere rundt om i salen.

Og så er klippet slut … hmm.

Igen føler jeg mig bekræftet i, at boksen ikke har taget de væsentligste film med. At der findes film instrueret af kvinder af langt højere kvalitet derude, som man af grunde, jeg ikke bliver indviet i, ikke har medtaget.

Boksens bedste spillefilm er den sovjetiske The Peasant Women of Ryazan (1927) af Olga Preobrazhenskaia, en blændende filmet, hymnisk besyngelse af én kvindes ressourcer på vegne af alle de øvrige kvinder. Men er filmen ikke snarere en lovprisning af det energiske, unge, idealistiske Sovjet end af kvinden?

Man kan også vende det om: Skal en film, instrueret af en kvinde, handle om kvinder? Altså bør den? Er det succeskriteriet?

Eller er det selve kraftanstrengelsen, der skal honoreres, det at en kvinde kan komme til en lave en film i et mandsdomineret univers, der er pointen, hvad filmen så end handler om? Og kan et feminint islæt være noget mere æterisk end en hårdtslående feministiske dagsorden, mere en slags kvindelig sensibilitet?

Der er en jazzet skødesløshed over Germaine Dulacs fine franske La cigarette (1918), som ender med en virkelig veloplagt parafrase over Tristan & Isoldes Liebestod, nu som en sultent pulsende duet på forgiftede cigaretter!

The Blot (1921) af Lois Weber er et flydende fortalt, Jane Austensk drama, der mere handler om det urimelige i, at præster og akademikere er så dårligt fortalt end om, hvordan kvinde med fattige forældre er prisgivet den første, den bedste betalingsdygtige mand.

Franske Alice Guy Blaché var ambitiøs i forhold til dynamik og plasticitet fra 1906 og frem, Germaine Dulacs film kan virke frivole, men er veliscenesat, og ja, Maya Deren er vitterligt et ikon inden for 30’ernes amerikanske eksperimentalfilm, hvilket gensynet med hendes Meshes of the Afternoon (1943) bekræfter.

Men det ikke første gang, den er udgivet.

Ved adskillige af filmene undrer man sig: Hvorfor er de medtaget, udsiger de noget som helst? Kunne de – som angiveligt, Patty Jenkins’ Wonder Woman – nøjagtigt lige så godt være lavet af en mand?

Er dét pointen?