Eating Animals

Grise står på række mellem hver deres gitter. Kyllinger ligger fortumlet i bure. Opfedede kalkuner står på ryggen af hinanden i et lille jernbur. Køer står fikseret i hver deres bås. Ingen ser sollys. 

Der er barske fotografier i Eating Animals, som er filmatiseringen af Jonathan Safran Foers anerkendte bog af samme navn. I bogen reflekterer Foers over, hvad vi kan være bekendt at spise. Og det er ikke tremmegrise. 

Filmen begynder med fakta om landbrugets udvikling fra at være familieejet til at være ejet af koncerner. 

99 procent af det kød, amerikanerne spiser, kommer fra intensivt, industrielt landbrug. Hundreder af millioner af dyr står indespærret på så små arealer som muligt. Alt sammen for producere flest mulige lig til så få penge som muligt. 

Kameraet flyver langs det amerikanske landskab. Gennem marker og gårde. Meget symbolsk ligner mejetærskerne på afstand tanks. Filmen er fuld af krudt. 

Vi ser et flot fotograferet naturområde med store floder, hvor der engang var fiskeproduktion. I dag er det stendødt. 

I fugleperspektiv ser vi floderne og det omkringliggende landskab. Med store grisefarme. Mere end 100 faktisk. Med 10.000 grise i hver. Som udskider gylle, der ender i floden, hvor al liv som følge deraf forsvinder. 

Kuriøst nok medvirker Nathalie Portman som fortæller og er desuden producer i samarbejde med Jonathan Safran Foer og instruktør Christopher Dillon Quinn. 

Den prisvindende dokumentarist, der står bag flygtningehistorien God Grew Tired of Us, fortolker bogen klogt. Her er ingen hidsige vegansk-indignerede attituder med hjemmefiflede tal, som den velkendte Cowspiracy om koproduktionens klimabelastning er blevet kritiseret for. 

I stedet får vi serveret mindre utrolige fakta og en række sager. 

Filmen slår et slag for alternativer til tremmegrise. Vi møder landmænd af den gamle skole, hvor dyrene går frit. Fra dengang før 1970’erne, da små familielandbrug var normalen. 

”Folk tror, kalkuner er dumme. Det har at gøre med, at vi har taget dem væk fra naturen og ind i bygninger. Når de bare står dér, udvikler de ikke deres intelligens,” siger han under en optagelse fra sin gård, hvor en kalkun har fundet op i et træ. 

Men snart er vi inde i et moderne landbrug med en stor stald, hvor opfedede kalkuner er så korrumperede, at de end ikke kan dyrke sex. Designet til at leve et par måneder. 

Dyremishandlingen er naturligvis et resultatet af vores forbrug i supermarkederne, men i dokumentaren får storindustrien skylden. Industriens gemmer på en hemmelighed inde i bygningerne. 

Vi får historien om, hvordan metoder blev udviklet, så eksempelvis 250.000 kyllinger kunne stimles sammen og overleve. Det skyldes blandt andet kemi, der gør både mennesker og dyr syge. 

Hvordan skulle folk kende til realiteterne? Det er naturligvis strengt ulovligt for medarbejdere at videregive industrielle oplysninger. Og fotografere angste dyr, syge dyr, mishandlede dyr. 

En whistleblower er med. 

Han afslørede til New York Times, at små lam bliver sat ud i det fri for at teste deres evne til at overleve uden hyrder og stalde. De dør af sult og bid fra vilde dyr. Som følge af artiklen fik han besøg af FBI. 

På grund af nye love ville filmholdet kunne blive sendt i fængsel for at filme dyrenes forhold i dag, står der i filmens rulletekster. 

Heldigvis giver fokus på de økologiske landmænd håb. Man kan kritisere Eating Animals for at være romantisk omkring ”de gode gamle dage”. Det moderne forbrugersamfund giver rigdom og muligheder til flere og flere mennesker. 

Uanset gammelromantik er det nødvendigt at dokumentere de alvorlige udfordringer, menneskeheden står overfor. En af dem er den destruktive produktion af dyr, der belaster klimaet og mishandler dyr. I 2014 viste DR Det store svinerige om konsekvenser af Danmarks griseproduktion med 30 millioner grise. Og Ekko udgav i 2015 aktivistdokumentaren Pels om forholdene i mink- og rævefarme. 

Afsløringer som disse og Eating animals skal vi have flere af!